Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edward Rod: Zola og moralen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155
den. Man kan kun beklage dem: de er allesammen offere; og gaar
man et øieblik ud af den filosofiske ufølsombed, hvori man behager
sig, saa kan det kun være for at udgyde sin medlidenhed i denne flod
af ulykker, hvor lasten kun er bølgerne, ligesaa uskyldige, ligesaa
rørende, ligesaa triste som hæsligheden og sorgen. Og denne
medlidenhed vil man desuden snart komme over: hvad kan det nytte at
sørge over det, som ikke kan være anderledes? Det uundgaaehge
indeholder sin trøst i sig selv; man forbander ikke skjæbnen, man
bøier sig for den, og man blir snart færdig med at ynkes over de
andre, som ogsaa maa bøie sig for den.
Men dette standpunkt er ikke Zolas. Han synes vistnok af og
til at interessere sig for sine personer og at lide med dem: han er
fuld af ømhed for den stakkars lille Lalie i L’Assomoir, som faderens
brutale pisk faar til at sno sig som en top i det tomme kvistværelse;
i Germincil er der udbrud af varm medfølelse for minearbeiderne, som
er synkefærdige af arbeide og udhungrede af streikerne. Men dette
er undtagelsestilfælde: som oftest lader han sig ikke nøie med at være
passiv, men synes at foragte og hade de væsener, som han dog har
skabt selv, og hvis skjænsler og lumpenheder han fortæller med en
satirikers bitterhed. Man føler han er forbitret paa dem, paa deres
kjød, hvis overdrevne begjær han selv har fremstillet, paa deres
bjerter, som han har fyldt med lyster. Det er en asket, en lidenskabelig
fiende af lasten, som afklæder Renées liderlige egteskabsbrud (i la
Ourée), som med flammestil skildrer sjæleangsten hos den unge prest,
der har brudt sit løfte, som viser os Coupeau, der vælter sig i sit
smuds, eller Chanteau, der hyler af gigtsmerter, som er straffen for
hans fraadseri. Og hvor mange gribende billeder ruller lian ikke frem
for os af alle de ulykker, der hober sig om Nana: „Ligesom oldtidens,
uhyrer, hvis forfærdelige billeder var bygget af menneskeben, satte
hun sine ben paa hjerneskaller. — — — Hendes ødelæggelsens og
dødens gjerning var fuldbragt; fluen, der flyver ud fra forstædernes
smuds og medbringer spiren til den sociale forraadnelse, havde
forgiftet alle disse mænd bare ved at sætte sig paa dem — — —."
Og hvilken harme føler han ikke mod disse skjøger, som lian behager
sig at male i naturlig størrelse. Læs bare efter Nana en artikel med
titelen Comment elles poussent (Hvorledes de blir til). — Det maa
ikke glemmes, at denne moralist og asket paa samme tid er digter;
en digter, som er fanget af livet, og som tilbeder det i dets former
og dets kilder, og i denne modsigelse finder man kanske nøglen til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
