Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edward Rod: Zola og moralen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
som „søger aarsagerne, vil forklare dem og virke paa dem." — Dette
er jo det modsatte af den gamle konventionelle moral, som tømrede sine
melodramer og romaner paa den gamle uholdbare trivialitet, at lasten
altid blir straffet og dyden belønnet — -—- — Ikke sandt?
Disse gamle ord, godt og ondt, last og dyd, som man maa bruge
for at undgaa uendelige omskrivninger, har selvfølgelig kun eii relativ
betydning. Yi maa ikke glemme, at lasten og dyden kun er
funktioner. Disse funktioner er ganske befriede for enhver overnaturlig
indblanding, og de er dernæst uafhængigo af vor vilje. Vi udfører dem
uden at ane det, akkurat som vi udfører vore øvrige dyriske
funktioner: Nana er meget forbauset over de ulykker, hun foraarsaget-, og
føler trang til at tro sig uskyldig i dem, fordi hun i grunden er en
snil pige; Denise ved ikke, hvorfor hun modstaar Octave Mouret, hvem
hun elsker: „Hun sagde nei, netop fordi hun elskede ham uden at
forklare det for sig selv." Det var ganske latterlig, men hun følte
det saaledes, hun kunde ikke gjøre sig anderledes end hun var. Man
er, hvad man er, og man kan ikke være noget andet: Coupeau kunde
ikke ophøre at drikke, og Denise kunde ikke give sig til Mouret.
Som der staar i visen, det er naturen, som er aarsag i alt.
— Men isaafald, dersom det er naturen, som er aarsag i alt; der
som vi er, hvad vi er, og ikke kan være noget andet; dersom vi, vore
evner og vort kjød, vort moralske og vort fysiske væsen, kun er blinde
resultater af kræfter, som det er umuligt at definere; dersom enhver
af os er den sidste ring i en kjæde, vi ikke kan løsrive os fra, —
saa er det klart, at tænkeren, som iagttager menneskehedens unyttige
leg, maa indskrænke sig til at være ganske passiv. Det eneste
standpunkt, som passer sig for ham, er det, som vismanden hos Lucrets
indtager: han staar paa toppen af en haug og følger kampens bølger,
men vogter sig vel for at være med. Hvorfor skulde han sige til
dem, som kjæmper dernede: „Gaa tilliøire," naar han ved, at de gaar
der, hvor de maa gaa, og at intet kan hindre dem fra at gaa i den
retning, hvor de drives af den mystiske magt, som behersker dem?
Hvorfor skulde han advare dem mod at gaa tilvenstre, selv om lian
saa dem gaa lige i afgrunden, naar han ved, at dersom de gaar
tilvenstre, saa er det, fordi de ikke kan gaa tilliøire? Og fremfor alt,,
hvorfor skulde han harmes paa dem, naar han ser dem vandre paa
den vei, hvi;? skjær han kjender? Man harmes jo ikke paa de
stakkars passive væsener, paa bladene, som af vinden hvirvles ind i sølenr
paa hjorderne, som ikke lugter ulven i nærheden, paa edderkoppen,,
som udsuger fluen uden at tænke paa fuglen, som kommer og snapper
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
