Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edward Rod: Zola og moralen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
en drømmer følger skyernes flugt, og deraf komponerer vidunderlige
symfonier. En saadan forfatter er maler eller musiker: lian skriver
for at henrive vore øine eller ører; han henvender sig til et fintfølende
og følgelig begrænset publikum, til et publikum, hvem en speciel og
luxuriøs opdragelse har sat istand til at forstaa ham. Han er en overlegen
virtuos og har sin berettigelse som alle skjønne ting, der pryder og
adler livet, som blomster og duft og musik. Han er overflødig, om
man vil, fordi hans virksomhed ikke løber ud i noget praktisk, føleligt
materielt resultat. Hans funktion — jeg havde nær sagt mission —
er at være de frie og uinteresserede aanders glæde, at
fuldkommen-gjøre — ikke i det sandes eller det godes, men i det skjønnes rige
at fuldkoinmengjøre det merkelige instrument, vi kalder den
menneskelige sjæl; hans kald er, som en straalende korfører, at føre en liden
trop over deilige landskaber, hvor sangene gir gjenklang under de
hellige skoves svalende skygger. Og jeg paastaar, at denne mission,
guddommelig som alt, hvad der hæver os over det dyriske liv, er
ligesaa ædel som lovgivernes og folkeførernes opgave. Chatterton hos
Alfred de Yarigny definerer digterens opgave saaledes: „Digteren viser
os i stjernerne den vei, som Guds finger trækker op."
Dette er kanske meningsløst, men det er alligevel storslagent,
fordi disse faa ord er nok til at fremkalde billedet af en skjøn, klar
nat, hvor tanken, frigjort fra sine jordiske baand hæver sig til
stjernehimlens vage, rene, frie, mægtige fred. Jeg vil altid forsvare de
digtere, som letter os saadanne reiser, hvad enten de fører os paa
rliyt-mernes vinger eller paa idéernes musik. — Men le docteur és sciences
humetines, som vil iagttage menneskene uden at elske dem, uden at
lede dem, uden at bryde sig 0111 deres fremtid og deres vel, der er
ligegyldig som en insekt- eller frimerkesamler, som en fysiolog i sit
laboratorium, — se det er noget andet. Han vilde kanske have ret,
dersom det stof, lian arbeider med, var dødt, dersom han kunde
experimentere med vore sjæle, som man gjør med kaninernes organer,
dersom lian kunde se i mikroskop paa de fibre, som er de mystiske
kanaler for vore følelser og vore tanker. Men det kan han ikke.
Det nytter lidet, han fortæller os, han er en lærd, at han forstaar sig
paa at låve eksakt videnskab, at han fordrer de samme rettigheder
for sig som for fysiologer, embryologer og bakteriologer — vi ved,
hvor meget vi skal tro af det. Vi ved, at det, levende, uveielige
stof, han gir sig ud for at kunne behandle, undslipper hans altfor
plumpe hænder. Vi ved, at han ikke kan udtage vor sjæl, som man
tager hjernen af en høne eller rygmarven af en kanin. Vi ved, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
