Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edward Rod: Zola og moralen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
opad aarsagernes stige, men som elsker, og som lider, og som arbeider.
Disse millioner ubekjendte væsener, hvis_ hjerne ikke er overlæssede af
studium, vil aldrig gaa ind paa sin egen betydningsløshed, og vil
trække paa skuldrene, naar man fortæller dem, at deres liv har intet
at sige. — Hvad der er af vigtighed for dem, det er, at et velvilligt og
sikkert øie leder deres bevægelser, at de, som taler til dem, ikke
lader ig forvilde ind i tvil, der for masserne vil have ganske andre
resultater end for filosoferne og dilettanterne: god orden blandt disse
masser, der tilsammen udgjør samfundet, er ikke et tomt ord; skrigene
og blodet fra oprørets tider og fattigdommens klageraab bevidner det
med brutal veltalenhed.
Kanske har ikke Zola tænkt nok paa alt dette, eller, om han har
tænkt paa det, saa har han stødt det fra sig med den foragt, som
mandene af hans generation har gjort med alt, hvad der gik udenfor
det „positive". Saaledes maa det være, ellers vilde der opstaaet
endel problemer i hans bevidsthed: han vilde have spurgt sig selv, om de
krasse skildringer, han ofte behager sig i, ikke er et farligt skuespil
feide enfoldige, som er slaver af sine indtryk og ledes af sine altfor let
vakte instinkter, — han vilde spurgt sig selv, om det er sundt at
fremvise for alles øine de dekomponerede kadavere, som findes i
laboratoriet hos en docteur és sciences humaines; han vilde spurgt sig
selv, om, ligesom han drog tvilsomme konsekvenser af en overfladisk
videnskabelighed, og efter læsningen af Claude Bernard tog fat paa de
alvorligste spørgsmaal, — om saa ikke andre vil drage endnu mere
tvilsomme og dogmatiske konklusioner af den andenhaands videnskab,
han serverede for dem; lian vilde have spurgt sig selv, om l’odeur de
la vérité (lugten af sandheden) passede for alle næser; og hvis han
udvidede kredsen for sine iagttagelser og opgav ethvert forudfattet
standpunkt, vilde han ganske gaa saa vidt, at han spurgte sig selv,
om han;j sandhed er sandheden, om hans „naturalisme" ved sin
for-kiærlighed for laster og hæslighed ikke løber ud i en overdrivelse, ganske
parallel med den, han laster saa strengt i George Sands og Octave
Feuillets idealisme; og han vilde endelig have spurgt sig selv, 0111
determinismen, saaledes som han forstaar den, virkelig kan give regler
for livet, medmindre han var ført til at erkjende hele theoriens
uvidenskabelighed, idet erfaring nødvendigvis maatte have vist ham, at
ikke alle drukkenbolte dør af. delirium, og at ikke alle dydige
butikjomfruer egter sin principal.
Men Zola har ikke spurgt sig om noget af alt dette. Han liar
erklæret sig for en lærd, og det har fritaget ham for disse refleksio-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
