Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Baudelaire: Smaa digte i prosa. Ved G. G. - 2. Kagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
omgivelsers betagende skjønhed i fuldstændig harmoni med mig
selv og med universet; jeg var saa hensunken i min salighed og
fuldstændige forglemmelse af det onde paa jorden, at jeg ikke
længere fandt dem saa latterlige, de. som paastaar, at mennesket er
født godt; men saa kom legemet, det uforbederlige, med sine krav;
jeg maatte tænke paa hvile, og jeg var sulten efter den lange
tjeldbestigning. Jeg trak ud af min lomme et stort stykke brød,
et bæger og en flaske med etslags eliksir, som apothekerne i de
tider solgte til turister til at blande med snevand.
Jeg skar rolig mit brød, da en svag støi flk mig til at hæve
øinene. Foran mig stod et lidet, tillet, sort, forskræmt væsen, hvis
hule, sky og bønfaldende øine slugte brødbiden. Og jeg hørte det
sukke med en liden, hæs stemme ordet: Kage! Jeg kunde ikke
andet end at le, da jeg hørte det navn. hvormed han beærede mit
brød, og jeg skar en stor skive, som jeg bød ham. Langsomt
nærmede han sig uden at slippe gjenstanden for sit begjær med øinene;
saa snappede han brødskiven og trak sig hurtig tilbage, som om
han var bange for, at mit tilbud ikke var alvorlig ment, eller at
jeg nllerede angrede paa det.
Men i samme øieblik blev han kastet overende af en anden
liden vildmand, som kom, jeg ved ikke hvorfra, og som lignede den
første saa paafaldende, at man kunde tage ham for en
tvillingbroder. Og saa rullede de omkring paa jorden i kampen om det
kostelige bytte, ingen af dem vilde ofre halvparten til sin broder.
Den første greb i raseri den anden efter haarene; men denne bed
til hans øre og spyttede et lidet blodig stykke fra sig med en
herlig, folkelig ed. Kagens retmæssige eier forsøgte at bore sine smaa
klør ind i røverens øine; og den anden anvendte alle sine kræfter
for at kvæle sin modstander med den ene haand, medens han med
den anden søgte at lempe kampprisen ned i sin lomme. Men med
fortvivlelsens kraft reiste den beseirede sig atter, gav seierherren
et dunk i maven med hovedet, saa han rullede lien over marken.
Nu — hvorfor beskrive en hæslig kamp, der varede længere, end
man skulde have ventet af disse barnslige svage væsener? Kagen
gik fra haand til haand og skiftede lomme i hvert øieblik; men ak!
den skiftede ogsaa størrelse; og da de endelig udmattede, stønnende,
blødende stansede, fordi de ikke kunde mere, saa var der, sandt at
sige, ikke mere at strides 0111; brødskiven var forsvunden, opløst i
smuler, der ikke var større end sandskornene, som den havde
blandet sig med.
Dette lille drama havde formørket landskabet for mig, og den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
