Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Kampen for livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
liørte at leve. Sæt at mineralier og planter vedblev at være til;
sæt. at dyrene vedblev at leve og lide. Da vilde det være feigt
af menneskeheden at rømme fra kampen for livet. Var verden et
synkende vrag, burde menneskeheden være som kapteinen: den
sidste til at forlade skibet.
Istedetfor at forløse dyrene ved selv at afdø fra livet, som
Buddha og Schopenhauer mente, kan vi prøve at gavne dem ved
at leve. Vi kan, omend i noksaa ringe mon, hjælpe de høiere og
mere følsomme dyr i kampen for livet. De drages uvilkaarlig
indenfor det menneskelige samfunds fredlystne kreds, hvor hund og
kat leger sammen ved arnen og glemmer aartuseners fiendskab, og
hvor hunden vogter og værger buskapen, som forhen var dens
tiende. Ligesom der rundt ’om en sterk lysning let danner sig en
ydre og videre straalekrans, saaledes fordobles menneskekj
ærlighedens lyskreds, til dyrevenlighed og til medfølelse med alt det,
som lever.
Heller end at flygte for kampen for livet sømmer det sig for
mennesket at være alt levendes forkjæmper i striden, at gjøre
dyrene til kammerater i leg og hjælpetropper i kamp, at forsyne
mineralrigets vældige kræfter med hundrede arme til at udføre
menneskeligt arbeide og lette livets byrde for mennesker og dyr.
Selve naturens livløse kræfter drager vi ind i kampen for livet.
Vi formæler de fiendtlige elementer ild og vand og tager deres
mægtige afkom, dampen, i vor tjeneste. Naturkræfterne, som før
tumlede iblinde og ophævede hinanden i kamp uden seier og bytte,
dem forener vi til samarbeide; vi gjør dem til gigantiske
medkjæm-pere i kampen for liv og lykke. Vi lærer de ubevidste kræfter at
hugge og hamre, at spinde og væve, at bære byrder og løbe med
bud og hilsen. Vi lærer dem i mangt at overgaa os selv. Den
fotografiske kamera’s livløse øie kan fæste og bevare lysets indtryk,
som hurtig forsvinder fra det menneskelige øies nethinde; det kan
se langt ind i det usynlige og fæste billedet af stjerner, soni det
menneskelige øie ikke engang kan se i kikkert. Og fonografen kan
gjemme selve lyden i aarhundreder og tale med vor egen røst i
fjerne lande, i fjerne tider.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
