Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Baudelaire: Smaa digte i prosa. Ved G. G. - 3. De fattiges Øine - 4. Kaldet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231
Den mindstes øine var altfor blændede til at udtrykke andet end
dum og dyb glæde.
Der staar i sangen, at glæde gjør sjælen god og hjertet blødt;
og sangen havde ret den aften for mit vedkommende. Jeg blev rørt
over denne øienfamilie og følte mig lidt skamfuld over vore glas og
vore karafler, som var større end vor tørst. Jeg vendte mit blik
mod dit, min elskede, for der at læse min tanke; jeg dukkede ned
i dine øine, der er saa skjønne og saa underlig blide, i dine grønne
øine, som beboes af luner og inspireres af maanen, og saa sagde
du: „De er utaalelige de mennesker, som staar og stirrer slig.
Kan du ikke bede verten om at fjerne dem?"
I den grad er det vanskelig at forstaa hinanden, min engel;
i den grad er tanken umeddelelig selv mellem folk, som elsker
hinanden.
4.
Kaldet.
I en skjøn have, hvor høstsolens straaler syntes at dvæle for
sin egen foraøielse, under en allerede grønagtig himmel, hvor skyer
af guld seilede som lande paa reise, sad lire smukke børn, fire gutter,
som formodentlig var trætte af at lege, sammen og passiarede:
„Igaar var jeg i theatret. I store, mørke paladser med havet og
himmelen i baggrunden saa jeg mænd og kvinder, som ogsaa var
mørke og alvorlige, men meget smukkere og penere klædte end
andre mennesker, og som talte med en syngende stemme. De
truede hverandre, og bad hverandre og blev mistrøstige og ofte
støttede de sin haand paa en dolk, de havde i beltet. Aa — det
var nydeligt! Kvinderne var meget smukkere og større end de,
vi er vant til at se, og skjønt de saa frygtelige ud med sine store
hule øine og flammende kinder, kunde man dog ikke lade være at
holde af dem. Jeg var bange og havde lyst til at græde og
alligevel var jeg saa fornøiet. — Og det rareste er, at man faar lyst til
at være klædt paa samme maade som de, sige det samme og tale
med samme stemme — — —."
En af de lire børn, som i de sidste sekunder ikke havde hørt
paa kameraten og som med sine øine havde stirret paa et punkt i
himmelen, udbrød pludselig: „Se! nei se derhenne! Ser I det?
Han sidder paa den lille ensomme skyen der, den ildrøde skyen,
som seiler saa langsomt. Han ser ud, som han ser os."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
