Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Baudelaire: Smaa digte i prosa. Ved G. G. - 3. De fattiges Øine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
Baudelaire: Smaa digte i prosa. )
3.
De fattiges Øine.
A — du vil vide, hvorfor jeg hader dig idag. Det vil ganske
vist blive mindre let for dig at forstaa end for mig at forklare;
for jeg tror, du er det skjønneste exempel paa kvindelig
utilgjænge-lighed, som findes.
Vi havde været sammen en lang dag, der havde syntes mig
saa kort, Vi havde lovet hinanden, at vi skulde være sammen om
vore tanker, og vore äjæle skulde herefter være et; en drøm, som
ikke er synderlig original forresten, alle mennesker har drømt den,
men aldrig er den gaaet i opfyldelse.
Om aftenen var du træt og vilde sætte dig udenfor en kafé
paa hjørnet af en ny boulevard, som allerede prangede med sin
ufærdige pragt. Kaféen straalede. Selv gassen havde noget af
nyhedens glans og kastede sit grelle lys over de blændende hvide
vægge, over speilenes straalende flader, over vindueskarmernes og
gesimsernes guld, over pagerne med de svulmende kinder med
jagthunde i baand, over damerne, der smiler til falken paa deres haand,
over nympherne og gudinderne, der bærer frugter og kager og vildt
paa sit hoved, over Heberne og Ganymederne, der paa sin udstrakte
arm frembyder sine fyldte amphoraer; hele mythologien og historien
i kjøkkenets tjeneste.
Lige foran os, paa gaden, stod en mand paa firti aar;
hans ansigt var træt, og hans skjæg var graat; ved den ene haand
holdt han en liden gut, og paa den anden arm bar han et lidet
væsen, der var altfor svagt til at gaa. Han var barnepige i aften
og var ude for at lade sine børn faa lidt frisk aftenluft. Alle var
i filler. Disse tre ansigter var ualmindelig alvorlige, og de seks
øine saa stivt paa den nye kafé med samme beundring; men’ der
var nuancer efter alderen.
Faderens øine sagde: „Hvor det er smukt! Hvor det er
smukt! Man skulde tro, at alle fattigfolks guld var anbragt
paa-disse vægge." Den lille guts øine: „Hvor det er smukt! Hvor
det er smukt! Men der kan aldrig slige folk som vi komme."
a) Af Baudelaires: Petits Poemes en Prose. Overs, af Gr. Gr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
