Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X.: Mit reisefølge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
Mit reisefølge.
Min ven fortalte.
Jeg laa i Lillesand med Kong —, kaptein Hwaser, for
snetykke, og det var juleaften.
Hvordan det havde sig, at jeg var ude at reise netop i
juledagene? Det var simpelthen doktorens skyld. Lige under jul
sendte lian mig afsted, saadan udenvidere, og det enda kysten
rundt. Jeg var overanstrengt og nervøs, sagde lian, — og det
skal Gud vide, han vist ogsaa havde ret i —, og skulde derfor
bort fra bogen, straks, øieblikkelig, paa minutten, han vilde ikke
indestaa for noget, hvis jeg ikke lystrede ordre, kortsagt lian
skræmte mig saaledes, at jeg gik lige ned paa stationen og
telegraferede hjem, at de kunde vente mig en af dagene under nytaar.
Og nu laa jeg altsaa i Lillesand, du kan selv tænke dig i
livad slags humør. Uhyggeligt og fuldt havde det ogsaa været
ombord, helt fra vi lagde fra Fæstningsbryggen. Lidt efter lidt
var det dog minket af med passagerer; vi satte ogsaa julegjæster
af paa alle mulige og umulige stoppesteder langs nedover kysten,
saa nu var der foruden mig bare en igjen, men selvfølgelig, sagde
jeg til mig selv, da ogsaa den, jeg allermindst havde kunnet like
af hele flokken. Jeg var som sagt i topmaalt daarligt humør,
forberedt paa at gjøre det mest mulige ud af enhver situation.
Min reisefælle var en lang, skranglet, tør fyr i sorte klær, der
hang paa ham saa besynderlig retvinklet som paa en træmand.
Vesten var gjenknappet helt op med et utal af smaa blanke
sten-kulsknapper; han bar ret opstaaende snip og stivt silkehalsbind,
der engang havde været hvidt: Methodistprest, sagde jeg
afgjørende i dot samme, jeg saa ham inde i røgelugaren. Der var i
øieblikket ikke skygge af tvil derom hos mig, og det tiltrods for
at jeg, saavidt jeg ved da, aldrig har seet nogen methodistprest.
Hvad man ogsaa straks uvilkaarligt maatte lægge merke til, det
var mandens rare armbevægelser.
Naarsomhelst han havde armene fri kunde man være sikker
paa at se ham begynde med den høire haand, ikke netop at klø,
men nærmere at befingre hele sin krop uden at forfordele nogen
legemsdel, og som for at den venstre hellerikke skulde være ledig,
pleiede han samtidig at kile den ind i brystlommen og lade den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
