Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X.: Mit reisefølge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
255
•sine pligter, det var noget ganske andet det! Efterhaanden
arbeidede jeg mig op til fuldt sinne. Jeg begyndte at regne efter,
hvorlangt vi nu igrunden skulde være komne og kom til det resultat,
at vi mindst skulde have været paa Jæderen. Snetykke! Jeg
spyttede forarget udover rælingen. Det maatte da selv et
hønse-hoved kunne forstaa, at det slettes ikke var værre, end at vi
gladelig kunde have gaaet, og det med fuld musik endog.
Nei, men sidde hjemme og kure i kakkelovnskrogen, spise
risen-grynsgrød med mandler i og lade veslegut ride ranke, det var ulige
morsommere det! Og mens laa skibet der, og passagererne, de
slåp nok at naa hjem til juleaften de, og . . . og, — da det
ræsone-ment ligesom ikke bed videre, — posten ikke at forglemme. Hvem
kunde vide, der kunde godt være breve, ja nu lige under jul med
al den korrespondance var der jo ligefrem sandsynlighed for, at
der var breve med, som en hel families velfærd, kanske til og med
liv og ære afhang af netop kom frem til beregnet tid. Og saa
laa vi her! Min indignation var ubegrænset, og jeg besluttede
mig til med navns nævnelse at skrive i aviserne, rigtig at
brænde-merke denne kaptein Hwaser, der var en skamplet paa vor
hæderlige sømandsstand.
Jeg følte en heftig trang til at meddele mig, til at øse min
forbitrelse ud i ord, men dækket var ganske mennesketomt og nede,
der var jo blot denne methodistpresten, der ikke kunde lade
skikkelige mennesker gaa i fred for sine uforskammede øine, og tanken
derpaa bragte mig lidt efter lidt næsten til at glemme kaptein
Hwasers sorte nederdrægtighed.
Tilslut begyndte jeg at fryse, som jeg gik der og gled i
væmmeligt, vaaclt sneslaps og besluttede mig derfor atter at gaa
ned, hemmelig haabende, at min reisekammerat allerede skulde
have trukket sig tilbage. Det havde han dog ikke. Skjønt jeg med
flid undgik at se lien i hjørnet, merkede jeg dog, at han fremdeles
sad der, merkede ogsaa, hvordan hans blik fulgte mig, idet jeg gik
indover salongulvet og slang mig ned i en sofa med en bog.
Jeg ved ikke rigtig, livorlænge jeg kunde have læst, da jeg
pludselig hørte methodistpresten reise sig og komme gaaende
henover gulvet.
Det var da ogsaa en uhyggelig, snigende maade at gaa paa,
flöi det1 gjennem mig, idet jeg lod som jeg ivrigt læste videre, fast
besluttet paa, at intet i verden mere skulde kunne bringe mig til
længere at forstyrres af ham.
Med et lik jeg en følelse af, at han var mig ganske nær. Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
