Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X.: Mit reisefølge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
lyttede anspændt, men ikke en lyd hørtes, og med sammenbidte
tænder læste jeg videre. Pludselig ved at se hen og nedfor mig
lik jeg øie paa to blankpudsede støvler og nogen sorte ben — og
denne opdagelse bragte mit blod formelig i kog. Men jeg vilde
ikke lade mig forstyrre og fortsatte derfor nedover siden, læsende
sætning paa sætning nøiagtigt og omhyggeligt, ligetil stavende mig
gjennem ordene. Jeg gjorde de voldsomste anstrengelser for at
fængsle tankerne til bogen kun for pludselig at opdage, at jeg
ikke havde forstaaet noget af det hele. Mine tanker var opfyldt
af et eneste et: Staa bare der; jeg skal ikke forstyrre dig, du
med dit infame rævefjes!
Og der gik et minut, sikkert et til, og saa var jeg kommen
helt ned bladet med min bogstavering, og jeg merkede ham endnu
staaende paa samme flekken.
Jeg skjelede atter ned for mig, og jeg syntes, de blanke
støvlesnuder formelig smilte ondskabsfuldt op til mig. Jeg kunde i
stilheden høre mit eget hjertes slag, det slog som en propelvinge
derinde, og jeg merkede, at jeg dirrede paa haanden.
Jeg lyttede. Ikke spor af lyd, men bare følelsen af og
bevidstheden om, at han stod der med øinene uafvendt fæstede paa
mig, blev i længden uudholdelig.
Og rasende paa dette menneske slængte jeg pludselig med et
ryk bogen langt henover bordet og saa op, saa uforskammet som
mulig.
Min kontrapart bukkede gjentagende og yderst høflig:
Undskyld, jeg vilde ikke forstyrre . . . men siden det er juleaften . . .
og vi er alene igjen . . . ja jeg ved ikke om . . . det vil sige, om
jeg i al tarvelighed tør byde dem et glas, og atter bukkede han.
Jeg havde uvilkaarlig sat mig det i hovedet, at nu maatte
der ske noget voldsomt, at der maatte hude et sammenstød sted.
Hvad der virkelig skeede, kom derfor saa uventet, at min hjerne
et øieblik rent nægtede at fungere. Mandens høflighed, denne
tynde, famlende stemmen, usikkerheden ved hans holdning
afvæbnede mig ganske; ved tanken paa min krigerske sindsstemning nys
følte jeg mig formelig slukøret; jeg skammede mig over mine egne
tanker og reiste mig derfor og takkede nogle gange saa høflig,,
jeg kunde, mumlede noget om ære og fornøielse og fulgte ham
straks bortover gulvet. Henne hos sig havde han alt to glas
staaende færdige paa brettet. Han havde altsaa gjort sikker regning
paa, at jeg vilde holde ham med selskab, og dette sammen med
gjensynet af den gule reisevæsken, som stod bag ham inde i kro-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
