Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X.: Mit reisefølge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
263
bedstefar, korrekt og værdig; men der stod han med
blanksværte-kosten i haanden, ivrigt gnidende løs paa en barnestøvel! Og
nedenfor sig havde lian i række <>g geled efter størrelsen stillet op
alle støvlerne, som pigen netop havde hentet ud. Det havde
tydeligvis været hans agt at tage tingen grundig.
Saa begyndte de da at gaa og passe paa ham sent og tidligt;
de tænkte nok lidt paa at sende ham bort, ja de forstaar, men
de kviede sig ogsaa for at gjøre det’ og opsatte og opsatte derfor
med at træffe nogen afgjørelse.
Det gjorde ikke han, for en morgen, det var nu altid
morgen-overraskelser, lian beredede familien, fandt de ham liggende midt
nede i rosenhækken. Han havde styrtet sig ud gjennem loftvinduet.
Han saa selvfølgeligt frygtelig forreven ud, men han havde
merke-ligt nok ikke faaet noget benbrud bare forstuvet den ene armen,
sagde doktoren. Noget maa lian nu have knækket eller sprængt
eller Gud ved hvad, alligevel, for opigjen kom han aldrig mere, og
en maanedstid bagefter døde han. Selvfølgeligt lied det senere, at
han var sprunget ud af yinduet i vildelse; det heder det altid,
naar nogen lægger haand paa sig selv. > Er igrunden det ikke rart,
hvad? At der kan være nøgen trøst deri? Men saadan er nu
engang folk. Jeg çr,sikker paa/at bedstefar gjorde det med fuldt
vidende og vilje, led og kjed af denne uendelige vogten paa, denne
evige udspioneren. . For der tindes ikke noget ,saa fortærende i
verden som det! Og lian mønstrede salonen med et sindt blik,
ret som 0111 han var bange for i al hemmelighed selv at være
gjenstand for saadan paapas.
Det var altsaa ham, det var altsaa ham, gjentog han et par
gange og vedblev saa ganske liøit, men øiensynligt mere i egne
tanker end netop henvendt til mig.
Oldefar skulde nok ogsaa have været noget rar af sig, skjønt
saadan egentlig syg har jeg aldrig hørt, han skulde have været.
Far derimod, og man kunde merke det var ham ligefrem en
lettelse at tænke paa faderen, han var altid sterk og frisk, det ved
jeg sikkert. Men lian blev jo hellerikke mere end knapt femti aar
og svært hidsig af sig, det var han, føiede han eftertænksomt til;
hvis han nu havde levet ti aar til, og de var begyndt at passe
paa ham . . . Resten af sætningen tabte sig i en utydelig mumlen,
og saa taug han aldeles stille. Men man kunde merke bare paa
den tunge, stødvise maade, hvorpaa lian trak aande, at det
arbeidede indeni ham, og at minderne havde sat ham i sterk bevægelse.
Jeg har en datter, begyndte lian igjen, og det kom saa uventet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
