Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X.: Mit reisefølge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265
rædde, at det er, som om hjertet skal slides istykker indeni mig.
Den eneste tanke, jeg derfor i saadanne sekunder har, er for enhver
pris at blive de øine kvit; der er dage, hvor jeg i angst for dem
næsten ikke tør trakke paa mit eget stuegulv, og liste mig om, det
tør jeg nu slettes ikke.
Han stansede op rent anpusten og trak veiret tungt og
besværligt. Ansigtstrækkene var blevne forunderlig skarpe og øinene
brændte med en uhyggelig flammeglands dybt inde i hulringene.
Han saa styg ud som han halvveis laa, halvveis sad i sofaen, og
uvilkaarlig Hyttede i eg lidt undaf. Han bare flyttede sig ivrigt
efter mig og begyndte atter, øiensynlig fuldstændig optagen; fyldt
af en eneste tanke.
Naar jeg er ude og reiser, kan det være ganske fredeligt og
trygt, der mellem alle de fremmede mennesker. Jeg kan da
undertiden faa en følelse af, at jeg kan gjøre, hvad jeg vil, og at der
er ingen som passer paa mig. De skulde bare vide, hvor let det
da er at puste! Men det er dette fordømte, at det altid er de
samme, som reiser her rundt kysten eller i ethvertfald altid nogen
ombord, som man kjender, om ikke andre, saa nogen af
besætningen. Og det er ikke længe i almindelighed før, som om en djævel
havde hvisket folk noget i ørene, det atter begynder med disse
lange mistænksomme blikke. Jeg kan kjende dem i ryggen paa
mig, naar jeg gaar henover gulvet og jeg kan merke det samme i
de halvhøie samtaler, der bråt klippes over, idet jeg stryger forbi.
Og det er ikke den argeste fantekjærring, ikke den usleste fillefant
fra Sverige, som ikke tør maale mig med de øine! Jeg kan blive
saa hakkende gal tilslut, for man kan jo ikke komme længer undaf
end baaden er, at det lyser rødt for øinene paa mig; og jeg føler
en krillende lyst i fingrene til at klemme dem om struben paa
hvemsomhelst det skal være, eller til at jage al denne nysgjerrige
paatrængenhed noget koldt staal langt ind i brystet, saa de kan
faa noget andet at tænke paa.
Ja De skjønner mig nok, skjønner mig nok, hviskede han hæst
og intimt, idet hans brændende aande pustede mig imøde. Det
er bare meningen, at jeg stundom kan have lyst til rigtigt at
skræmme al denne paatrængenhed, og han saa op paa mig med
et stygt smil.
Jeg forsøgte at faa mine forskrækkede øine undaf, men det
gik ikke fort nok; lian fangede dem i flugten og forstod at læse,
hvad jeg tænkte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
