Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - G. Armauer Hansen: Unitarismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276
paa jorden at øve kjærlighed i videst muligt omfang. Alt det, der
ikke sker i kjærlighed, tjener kun til at forsinke opnaaelsen af det
evigt, lykkelige samliv med Gud. Som Gud er kjærlighed, saa skal
altsaa ogsaa menneskene være kjærlighed for at blive ham lig. Da
nu menneskene ikke kan hjælpes ved Kristi død, blir det alene
afhængigt af dem selv, hvorvidt de skal kunne opnaa samfund med Gud.
Der lægges herved et ulige større ansvar paa mennesket for dets
handlinger, og dommen over menneskenes handlinger, deres storhed
og godhed, vil alene blive afhængig af, om de har været øvet i
kjærlighed eller ei. Dette stemmer i det hele meget godt med
nutidens-stærkere og stærkere fordring til at tage hensyn til alle
menneskers-ønsker og forlangende om et fuldt lykkeligt menneskeliv. Der blir
stadigt færre og færre, som sværmer for eller elsker slige
brutalestorheder som Napoleon I og Bismarck.
Det er efter det her fremstillede klart, at unitarismen staar i et
ganske andet forhold til sandheden end den orthodokse kirke. Denne
hævder, at den sidder inde med sandheden, som den paastaar, at alle
maa og skal anerkjende, hvis de vil frelses. Unitarismen derimod er som
den øvrige arbeidende menneskehed søgende efter sandheden, den
forlanger ingen anden tro end troen paa en kjærlig Gud og at arbeide
paa at gjøre sig værdig til samliv med denne Gud ved selv at øve
kjærlighed. Mens den orthodokse kirke banlyser den menneskelige
fornuft som noget mod Gud fiendsk, skjønt det er Gud selv, der efter
dens lære har frembragt denne fornuft, mener unitarismen tværtom,
at vi med hjelp af vor fornuft skal søge efter evne at faa et stadigt
fyldigere begreb om Gud. Paa den ene side, den orthodokse kirkes,
er der saaledes absolut stillestaaen, menneskene har ikke tilladelse til
at opfatte guddommen og verdensordningen andei-ledes end apostlerne
og kirkefædrene gjorde det, paa den anden side, unitarismens, er der
derimod stadigt fremskridt i sandbedens erkjendelse; derfor maa den
være tolerant, da de enkelte individers opfattelse og begreb om
sandheden selvfølgeligt maa være forskjelligt; den orthodokse kirke derimod
maa ifølge sin lære være intolerant, da den ikke kan anerkjende andre
opfatninger af sandheden end sin egen. Er dens bekjendere tolerante,
saa afviger de fra læren, hvad der desværre kun finder lidet sted hos
dens bekjendere lier i landet.
Unitarismen har ogsaa berøringspunkter med spiritismen i dens
senere former. Begge har det tilfælles, at, de har troen paa det
mystiske i menneskets sjæleliv, hvad der nu for ticlen synes at træde
frem som en reaktion mod den nøgterne videnskabs mangel paa evne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
