Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gaston Dechamps: Det religiøse maleri paa salonerne i 1891
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
281
ikke tager feil, i et cabinct particulier eller et andet mystisk sted,
som intet har tilfælles med „lønkammeret". Vi er i „herreselskab",
alvorlige, modne og ialmindelighed gifte mænd, — man maa af og
til glemme, at man blir gammel, og efter en flot middag,
sandsynligvis et maaltid ianledning af en videnskabelig kongres, har man
besluttet at soupere som ungkarle og har sendt bud efter den lille frøken
Y . . . fra bouffetheatret. Champagnen flyder i strømme. Men med
detsamme kaifeen kommer ind faar den fortryllende lille dame et
nerveanfald. Hun falder, ruller sig paa teppet i utrøstelige og
elegante stillinger; hun vrider sine skjønne, nøgne arme, der bløde og
parfumerede stikker frem af to lange tylærmer, der skjælver som
vinger. Hun er scenevant, hun kan „falde" og hun kan „dø"; men hun
har dog øiensynlig ogsaa en virkelig lidelse. Taarerne styrter ud af
hendes øine, og hendes blonde hoved ryster i angst. Hvad er det,
som feiler hende? Herrerne reiser sig og tørrer sine moustacher.
Opvartningspigen blir saa forbauset, at hun slipper fadet. En ukjendt
har sat sig i en stol ved enden af bordet; de ved ikke, hvorfor han
er kommen, eller hvorledes lian er kommen ind; men de kjender liam,
da flesteparten af de tilstedeværende engang for længe siden har
været til alters. Han byder dem at lade denne kvinde være i fred og
at have medlidenhed med hendes sorg, og han spørger dem, om de ikke
skammer sig over at være saa haarde og ufølsomme for den stakkels
piges smerte! Jeg ved ikke, om jeg tager feil, men jeg indbilder
mig, at disse herrer tænker omtrent saaledes: „Tak, vi kjender det.
Medlidenhed, medfølelse, den menneskelige lidelses religion, Tolstoi,
Dostojewsky, Theatre-libre, Vildanden, forbrydelse og straf,
faldne kvinders forbedring, forladte og forvildede børns redning —
aa, vi kjender dem saa godt, alle disse ord. Forresten lmn ser
virkelig ud, som hun har det ondt — stakkars lille! — Aa, det gaar
nok over. — Hvad fanden er det, som feiler hende ? En uforudseet
regning? En paatrængende sypige? Men hun har venner! Imorgen
er alting glemt ... o. s. v. — Det er tvilsomt, om Berauds Kristus
er en egte Messias. Men hans farisæere er egte, det er sikkert. Man
kjender dem igjen, man har seet dem paa boulevarden, i theatret, i
klubben, hjemme hos sig selv kanske. Det er dekorative, egoistiske
og lidt udmattede ansigter, vel anseede mænd, der styrer baade i det
offentlige og private liv. Det er snart paatide, at vi blir befriede
for og faar hevn over disse folk. Men hvem skal jage veksellererne
ud af templet? Jeg vilde saa gjerne tro, at det skulde være Jean
Bérauds Kristus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
