- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Anden aargang. 1891 /
280

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gaston Dechamps: Det religiøse maleri paa salonerne i 1891

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

280

han har derfor ladet Kristus beholde sit lange haar og liar klædt ham
i en kjortel af hvidt lærred, der redder ham fra den fare at kunne
blive taget for en af vore samtidige. I en skov af slanke birke, der
allerede er forgyldte af høsten, ved bredden af en sø, hvis urørlige
vand speiler den blege, sol, — har Maria Magdalene vandret længe,
over stene, mellem faldne blade og torne. Hun er saare træt; det er
ikke længere den skjønne kvinde med det tunge, gyldne haar, der i
de fjerne aftener sad og støttede sig mod kanten af blomstrende
te-rasser, og ved solnedgang saa ud over Magdalas ildrøde, blinkende sø.
Hun bringer ikke myrrha og kostelige salver til ham, som tilgiver.
Hun er ikke andet end en stakkels falden pige, knækket af simple
eventyr og mørk angst. Hun kommer fra en af disse taagede havne
med fulde engelske matroser og skrig og skraal. Hun har levet der
i aarevis mellem brændevin og tobaksrøg, med mænd, som fik hende
til at drikke, forat hun altid skulde le og more dem. Og saa gaar
de sin vei, og der kommer andre, som ogsaa gaar uden at sige
saameget som farvel engang. Hun er saa tung om hjertet og vilde saa
gjerne lette sig for en med milde og bedrøvede ord. Men naar hun
er tankefuld, ler man af hende og giver hende at drikke. Og saa er
hun gaaet sin vei uden at vide, hvor hun skal hen, som om hun var
gal; hun vilde saa gjerne engang se noget, som ikke er hende
fiendtlig, vilde ud paa landet og indaande lidt renhed og uskyldighed. Og
derfor har hun knælet ned paa stenene, uden at vide det, og har
grædt af hele sin sjæl for denne forbigaaende, der er saa lys og bleg,
og som taler til hende uden haarclhed, som en ven. Den stakkels
pige blir forbauset og henrykt. Der er altsaa mennesker, der er
istand til at have medlidenhed med de ulykkelige, og som kan tale
venlig til en kvinde uden onde hensigter? Mens disse forvirrede
tanker rører sig i hendes stakkels hjerne og føder et nyt haab i hendes
utrøstelige sjæl, fjerner den ukjendte sig; hans hvide kjortel kaster
lys over stien og mellem træerne; og den elendige synderinde følger
paa afstand det lysende spor; hun forstaar, at et menneske vilde ikke
være istand til en saa øm medfølelse, og at der er noget
guddommeligt i denne hændelse.

Jean Beraud’s Kristus faar os tilbage til jorden. Skjønt han
har en glorie og skjønt han er klædt efter tradtionen, finder jeg ham
dog mindre opbyggende end Skredsvigs Menneskets søn og
Edel-feldts Grjenløser. Han gjør mig lidt usikker, og naar jeg ser paa
Madeleine chez les Pharisiens skulde jeg ønske, jeg ikke vidste, at
Jean Beraucl er en meget aandrig mand. Scenen foregaar, hvis jeg

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:33:31 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1891/0290.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free