Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Hansen: Kristiania theater 1890—91
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
baad, den danske regjering liar oversendt fiskerleiet Strandby.
Kristiania theater vilde ikke liave indladt sig paa noget eventyr ved at
spille „Strandby Folk" ; stykket opførtes i 1883 med stort bifald paa
de kgl. theatre i Kjøbenhavn og Stockholm, og karakteristisk nok
optog iaar ogsaa August Lindberg det i Gøteborg, da han var bleven
herre over Stora teatern. Det er kun Kristiania theater, som har
an-seet dette arbeide af et broderlands største nulevende lyriker for sig
uvedkommende, uagtet „Strandby Folk" hos os ikke engang behøver
at oversættes og i sit emne er saa udpræget norsk.
„Hedda G ab ler", skuespil i fire akter af Henrik Ibsen. Et
utaknemmeligt stykke, som neppe nogen af de rollehavende vil mindes
med virkelig tilfredshed.
„Salig Toupinel", farce i tre akter af Alexander Bisson. Nogle
mormonske løier, som blev overraskende flot afleveret.
„Mænd af Ære", skuespil i fire akter af fru Laura Kieler.
Norsk forfatterinde, men med digtergage af den danske ståt. Emnet
i „Mænd af Ære" udpræget kjøbenhavnsk. Et kampstykke, som ikke
hørte hjemme paa en scene, der har udelukket „Gengangere" og
„Kong Midas". Viel Geschrei, aber sehr wenig Wolle, især
finansielt.
Ny for Bankpladsens repertoire, men ellers gammel baade paa
Bankpladsen og andetsteds i Kristiania var „Carmen", opera i tre
akter af Meilhac og Halevy, musiken at Georges Bizet. Det var
endelig engang et mesterverk, en fuldkommen sukces. „Carmen" er
en opera for Norge, landet med de mange mezzosopraner — og med
den romantiske natur. Halvparten af Nordens „Carmen"-fremstillerinder
er da ogsaa norske, endskjønt vi ingen fast operascene har. Den
første nordiske Carmen var en bergenserinde (Olefine Moe i 1878.)
Engang, skal vi se, faar vi en norsk opera, som spiller i Bergen, og
hvis heltinde er en „fiskerjente", som under sit ganteri med
„Livs-slavens" unge grosserersøn driver en Nikolai til mord.
Af sæsonens nyindstuderinger blev flere en stor succes, saaledes
„Et Dukkehjem" med fru Johanne Juell-Dybwad som en værdig
overtagerske af sin mors roUe, — „Den indbildte Syge" med hr.
Garmann i hovedrollen, — Aubers henrivende opera „Den sorte
Domino" med fru Wettergreen som en nydelig titelheltinde, hvis
spil næsten lod en glemme, at fru Wettergreen dog ikke er gaaet til
scenen med opei’aen for øie, hvorhos fru Wolf og Klausen glimrede i
mindre roller. — „En Eallit" med fire hver for sig dels meget
vellykkede, dels rent ud fortrinlige „creationer": Garmann = Berent,
Bjørnson = løitnant Hamar, fru Wettergreen = Signe og Hansson =
Presten (selveste M. B. Landstad). Gjenoptagelsen af forrige sæsons
nyindstudering, Shakespeares „Helligtrekongersaften" blev ligeledes
en triumf ved et „overdaadigt" ensemble. Grevinde Olivia, saa kold
mod hertugen, saa øm mod Sebastian, spilledes i frk. Reimers fravær
af fru Heiberg, som vistnok kun kunde fremhæve sin forgjængerske i
dette parti, men samtidig som sedvanlig interesserede sterkt ved sin egen
eiendommelige personlighed, en blanding af første generation og fin de
siede. Naar fru Heiberg optræder, er der boulevardatmosfære i theatret,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
