Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Hansen: Kristiania theater 1890—91
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
311
læggende kampagne mod den eneste fødte norske theaterstyrer,
M. V. Brun).
Som sagt, der kan endnu altid være langt flere tilskuere i theatret
hver aften, end eier er, og et nyt skuespilhus savnes paa ingen maade
med hensyn til salonen. Hvis derimod besøget havde været som
dengang, da byen kun var tredjedelen saa stor, altsaa i femtiaarene, saa
vilde man haardt have savnet et større theater, thi dengang var i flere
sæsoner gjennemsnitsindtægten pr. aften ca. 200 kr. større end nu,
d. v. s. der var hver eneste aften i hele aaret „fuldt hus" og — et
kraftigt regimente.
Det ligger udenfor denne artikels plan at give en omstændelig
redegjørelse for hvert enkelt af nyhederne og nyindstuderingerne; vi
skal kun til hver af dem føie nogle almindelige bemerkninger.
„Folk", skuespil i tre akter af fru Asta Graah-Bolander.
Debut-arbeide, i sit emne beslegtet med Echegarays „Oraleotto", harmløst
(omend harmfuldt), og farveløst. Fik en indstudering af første rang,
og gjengivelsen af de rask skiftende selskabsscener i første akt var i
sin genre det bedste, man hidtil har seet hos os. Derimod skabtes
ingen figurer, som vil blive erindrede.
„Et Besøg", skuespil i to akter af Edvard Brandes. Pinligt
emne, men et forføreriskt vakkert interiør fra et bestemt formet, rigt
nuanceret, det er: et høit civiliseret samfund. Som indstudering og
iscenesættelse en triumf.
„Uden Ansvar", skuespil i fire akter af Jakob B. Bull.
Debutarbeide af en moden månd. Kampstykke, som tildels endog
feider mod et skuespil, theatret til sin store skam ikke har opført,
nemlig „Gengangere". Som debut lovende i de to kraftige første
akter, som kampstykke mislykket i de to sidste, filosofisk-deklamatoriske
akter. Helten drikker, og det er i stykket hans værste skjæbne.
Andre vil mene, at hans største ulykke er den at være litterat i en
by, som har saa uendelig liden brag for litterater og enten fordømmer
dem til en demoraliserende, tilintetgjørende uvirksomhed eller ogsaa
møder kraftigt skabende talenter med uforsonlig opposition.
I de tre nævnte stykker udførtes den kvindelige hovedrolle af
frøken Constance Bruun. Ivun i „Et Besøg" var opgaven
taknemmelig, men den udmærkede kunstnerinde svigtede ingensteder forfatterne.
„Kampen for Tilværelsen", skuespil i fem akter af Alphonse
Daudet. Et grovt tilskaaret effekt- og tendensstykke fra den flotteste
pariserverden. Kunde umulig interessere her for sine litterære
egenskaber alene, men støttedes dog ikke ved den udfoldning af forfinet
luksus, som gjorde enkelte sceners lykke i Paris og Kjøbenhavn.
Vilde hurtig være forsvunden fra plakaterne uden et tilfældigt
sammenstød mellem to forfattere. „Kampen for Tilværelsen" kom forresten
frem paa en tid, da hovedstaden var sterkt optaget af en anden og
nationalere kamp for tilværelsen, nemlig de sjøfarendes langs vore
kyster. Det vilde da have været en god anledning til at spille Holger
Drachmanns „Strandby Folk", som fra begyndelsen til enden er en
illustration af de forholde, der har skabt vort „Redningsselskab". Det
er endog et norskt skibsmandskab, som bjerges i den nye livrednings-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
