Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irgens Hansen: Bergens theater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
319
Forsaavidt som der under den vilde jagt efter stykker kan
være-tale om nogen plan, har denne været at bringe en smule literatur ind
i underholdningsgodset. Tunge sager falder vort publikum for brystet;
derfor skulde man tro at hertuginden af Cajanello, Charlotte Lefflers
stykke „Den kjærligheden" maatte glide ned; men saa skede kun
betingelsesvis. Dels var dette stykkets skyld, da den mandlige
hovedfigur er fortegnet, dels beroede det paa publikums mangel paa sans
for det literært interessante ved dette stykke, hvori forfatterinden
lystig slaar sig selv paa munden. Skjønt væsentlig en farce har
stykket heri sin virkelige interesse; — og saa er det sandelig
morsomt. I det danske repertoire blev der gjort et forsøg med to yndede
gamle stykker, som i den foregaaende sæson havde gjort megen lykke
i Kjøbenhavn, efterat løsningen af det kgl. theaters privilegium havde
givet dem fri. Det var Hertz’s „Audiensen" og Chiewitz og Reckes
„For alvor", som der blev gjort forsøg med; men begge faldt
uheldige ud. Yort publikum døier af det gamle danske repertoire kun de
stykker som der paa vore egne scener er tradition for. Derfor
hilse-des reprisen af „Aprilsnarrene" med jubel. Af moderne repertoire
kom fru Emma Gads to stykker „Fælles sag" og „Et
sølvbryllup" til opførelse. Særlig det sidste slog ogsaa hos os meget
godt an; men en besynderlig kjendsgjerning er det, at danske
stykkers milieu tilegnes mindre let af publikum end de tyskes, ja selv end
de franskes. Forklaringen maa være, at Kjøbenhavnertraditionen har
tabt sig paa vor scene; folk er ikke længer saa inde i danske
forhold som før. Og dog er forholdene saa lige. Men netop dette gjør
at stykkerne virker som daarlige billeder af vore egne forhold. Det
merkedes, synes mig, ogsaa i Einar Christiansens „Folkesnak".
Dertil kommer sproget. I Danmark oversættes nu de norske
stykker, og vi gjør i noksaa stor udstrækning det samme med de
danske. Men i stykker som fru Gads, hvor morsomheden ligger netop
i maaden at sige tingene paa, der maa de danske vendinger bh staaende,
og da snubler den norske tunge.
Dog synes det mig af vigtighed, at dansk moderne drama i videst
mulig udstrækning opføres hos os. Vi faar oversætte de danske
stykker som vi gjør med de svenske. De tre nordiske samfund er jo dog
saa nær knyttede sammen, og laborerer gjennemgaaende med de samme
ting paa en noget lignende maade, saa fællesskabet er kjendeligt.
Interessen for os blir da netop at se problemernes brydning i de to
andre milieuer, som vi dog skulde have let for at forstaa, og der
falder lys paa vore egne forhold fra de beslægtede. Baade Charlotte
Lefflers og fru Gads stykker f. eks. viser os, at man i Sverige og
Danmark endelig er begyndt at le en smule ad de ting, vi endnu
gaar alvorsstrutette og surmuler over. Og vi trænger saa bitterlig til
at le.
Det tyske repertoire er hos os omtrent bleven identisk med
farcen, idet man dels har farceret tyske lystspil baade i oversættelse
og spil, dels importeret en masse vandigt sludder, som skulde være
morsomt. Et altædende theater som Bergens har naturligvis taget sin
rundelige portion; thi man spiser ikke altid for mættens skyld, naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
