Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irgens Hansen: Bergens theater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
Theatret har intet at bebreide sig i dette forhold; publikum faar
tage hele skylden. Thi der er kun én mening om, at „Grengangere"
fik en saa værdig, en saa gjennemgaaende interessant udførelse, at
man helst ikke burde tale om „theatrets nuværende defekte tilstand".
Det samme for theatret glædelige forhold kunde iagttages ved
opførelsen af J. B. Bulls „Uden ansvar". Havde sidste akt af stykket
været skaaret bort, tror jeg det vilde gjort sig bedre som drama,
men at spillet lod stykket komme til sin ret, var alle enige om.
Ligevel maatte det, saavelsom „Gengangere", vandre i arkivet efter
en uges opførelser. Og „Hedda G ab ler" kuude der ikke risikeres
mer end 2 — to — opførelser af. „Rosmersholm" taalte ikke
mer end — en —; men skylden var i intet tilfælde spillets. Det
eneste norske stykke, som gav udbytte for theatret var „Kong
Mi da s"; men det har jo sin egen sammenhæng og forklaring.
Skjønt godt spillet var der dog ikke ganske den rette tone over
dette stykke, hvilket beror paa tilfældigheder, som kan hændes ved
et theater med mer end dobbelt saa stort personale. Og dog var det
kj endeligt, hvoi’ledes stykkets aand og tone var gaaet de spillende i
blodet, nu da det toges opigjen ved fru Hennings gjæsteoptræden, og
jeg tillader mig citere den udmærkede kunstnerinde: „Nu først faar
jeg relief i stykket, nu først forstaar jeg det rigtig," og hun paastod,
at i Danmark vilde stykket faa nyt liv, om norske dernede spillede
det som paa Bergens nationale scene.
Det bergenske publikum har altsaa ikke det at skylde paa, at
scenens forsøg paa at tolke det nationale drama er mer velmente end
vellykkede, og at publikum af den grund maa holdes noget tilgode,
naar det ikke i nogen særlig grad interesserer sig for norske stykker.
Naar theatret ligevel fremturer med at spille slige, saa er
grunden en dobbelt. Udad har scenen en mission: den skal opdrage den
bergensk-norske almue til at blive en del af det kultiverede norske
folk, paa samme maade som Kristiania theater kjæmper og ofrer for
at, faa den Kristiania-norske almue op paa et fællesnorsk kultiveret
niveau. Arbeidet har begge steder været langt og stridt, og der er
foreløbig al udsigt til, at det skal blive længre og stridere, særlig i
Bergen. Men arbeidet maa fortsættes, fordi scenen ved at opfylde
sin mission udad fuldbyrder en pligt overfor sig selv. Og her har vi
den anden side af dobbeltgrunden. Det er nemlig en kjendsgjerning,
at aldrig naar scenens kræfter længere end naar det gjælder at tolke
et nationalt drama. Men naar man af 50 stykker i et aar kun faar
spille 9 større og mindre norske, saa forstaar man en ytring af en af
vore skuespillere: „Aak en slig norsk rolle, ’an være korlissen ’an
være vil; de e nett’ saa eg puster ud midt i alt kjave med alle
disse andre fillestøkkene".
Ja, der er det: man juister ud, og taler saa med fulde lunger
et kraftigere sprog end nogensinde ellers. Fordi dramaet er liv af
vort liv, findes tonen og typen med intuitiv sikkerhed, billedet blir
sikkert og fint tegnet, og hvad malm der er i talentet, klinger dybt
og rent. — Derfor maa det norske repertoire holdes oppe; engang
vil nok clet ogsaa faa et norsk publikum.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
