Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Astrup: En drøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
333
Saaledes fortæller min ven, og han tilføier:
Se det er billedet; netop dette aabenbarelsens øieblik er det,
det forestiller. En eneste gang har jeg set det; men siden har
jeg noget af dets stemning med mig, hvor jeg gaar — især naar
jeg drømmer for mig selv i de stille nætter.
Er vi ikke alle som de to fattige fiskere ved Genezareth sø,
fattige i glæde og fattige i sorg — er ikke vore glæder til at
sørge over, ja er ikke sorgen det eneste at glædes ved i vort
arme liv! Og saaledes kan det komme over mig en stille nat,
naar jeg ser, at alt vort stræv er til intet, at alle vore haab er
forfængelighed, og mit hjerte betages af den store beklemthed —
da kan jeg føie det, som maatte den eneste lykke være i det at
tilbede, i den evige hengivelse. —
Jeg lytter til den alvorlige, dæmpede stemme og til de
underlige ord; og det forekommer mig som er jeg selv
dernede paa Genezareth sø og stirrer ud i det blege maanelys
efter den guddommelige aabenbarede. Men det er som mine
øine ikke formaar at se, lyset svinder for mig, det viger tilside,
viger bag mig — og det er mig umulig at vende mig efter
det––
Saa gaar jeg der paa dækket af den store damper ude paa
havet. Maanen skinner bag mig; jeg føler en uimodstaaelig trang
til at vende mig og se imod den; men en uforklarlig magt holder
mig tilbage. Det er som jeg først maa gaa dækket til ende, helt
forud. Og jeg gaar og gaar, mit blik løber langs de graa planker,
der fortsætter sig smalere og smalere, længere, stadig længere i
det uendelige fremover. Jeg gaar og gaar, mens en
utaalmodigheden angst griber sterkere og sterkere om mit bryst; thi aldrig
tager dækket ende — — —–-
Saa forvirres alle ting og blir borte for mig, og jeg befinder
mig i et gult, kvælende mørke. Det er, som jeg er bleven stængt
inde i et klummert hul. Jeg famler mig frem for at finde ud,
men der er ingen udgang, der er blot dette mørke, som jeg ikke
kan gribe, men stænger mig paa alle kanter; og i al evighed er
jeg fordømt til at famle mig frem deri. Mine ben blir tunge som
bly; jeg slæber dem efter mig; en rædsom lamhed breder sig fra
dem opover hele mit legeme; den blir til et uhyre, klamt kryb,
der lægger sig over mit bryst og klemmer mig om struben med
sine bløde, leddeløse lemmer —–-— — — —
En endeløs ulykke er der hændt mig, en ulykke saa stor, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
