Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Astrup: En drøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332
vore skridt paa dækket, de rystende slag af skruen, mens den
driver skibet frem, og det brusende fald af bølgerne, som væltes
ud for baugen. Ellers er alting stille rundt omkring os.
Saa begynder ban atter at fortælle med sin alvorlige, dæmpede
stemme — stadig halvveis som drømmende for sig selv med blikket
rettet mod dækket. Han fortæller om et billede, som ban engang
har set. Han siger mig kunstnerens navn; det er et, jeg aldrig
har hørt nævne.
— — — — — — I den lille by ved Genezareth sø lever
der to fattige fiskere. Fattige er de paa gods; thi daarlig
forstaar de sig paa jordisk vinding, og lidet kaster fangsten af sig
paa den fiskearme sø. Og fattige er de paa glæde; thi faa ting
er der at glædes ved i den lille by. Men fattigere endnu er de
paa sorg; thi de har intet havt at miste. Hver dag ved aftentide
sætter de ud sine garn, og hver morgen, før det endnu lysner ad
dag, ror de ud for at drage. Da sukker de i bøn til den strenge
Gucl: maatte der idag være rigelig med fisk i garnene! — og
tause ror de saa igjen den tunge tørn tilbage; thi Herren er altid
den samme, og fisken falder ikke rigeligere.
Saa hændes der de to fattige fiskere, at Guds søn aabenbarer
sig for dem en nat paa Genezareth sø. Maanen lyser over søen,
i sølverdis ligger den fjerne, stille strand. De trækker sine garn;
men denne gang er de tungere at drage end nogensinde; thi eier
er ingen fisk at se. Og mens de haler dem dryppende, med
tomme masker ind i sin skrøbelige baad, paakommer der de to
ensomme mænd en stor følelse af forladthed og af magtesløshed
ligeoverfor den endeløse armod i deres stakkels liv. Og i sin
sjælenød vender de sig atter i bøn til den strenge Gud: lac!
ogsaa os faa del i din barmhjertighed!
Og se — hvor maanen lægger sin skjælvende sølverbro over
det svagt vuggende vand, i taagedisens glimmerslør, der svæver
sagtelig for luftens aande, der stiger Herrens billede for dem i den
tause nat.
Hans aasyn straaler med en glans, der er mildere og renere
end alt jordens lys, og hans klædebon er blankt som af
skinnende sølv.
En stor angest falder over de to mænd, en hellig rædsel isner
dem ved synet af den eviges herlighed. De bøier sine hoveder i
frygt og tilbedelse — og en fred, de ikke før har kjendt, lægger
sig over deres sjæl — — — — — — — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
