Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederic W. H. Myers: Videnskaben og et tilkommende liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
355
Gjenstanden for denne undersøgelse — som vel at merke ikke er
mystisk, men statistisk — er at bestemme, bvor mange procent sunde
individer liar hallucinationer af nogen art, hvorledes disse
hallucinationer arter sig og hvad der er deres aarsag, og hvormange procent
af dem det er, som fortæller sandhed, d. v. s. som stemmer overens
med en eller anden eksakt, ellers ukjendt, kjendsgjerning, som naar
for eksempel en månd ser en fraværende vens skikkelse i det øieblik,
han dør.
Denne undersøgelse er væsentlig noget ganske nyt.
Hallucinationer har naturligvis før været gjenstand for studium (skjønt paa
en ’temmelig kursorisk maade) som sygdomssymptomer. Og i de sidste
aar var jo paaførelse af hallucination paa sunde mennesker i
hypnotisk dvale begyndt at blive anerkjendt som en eksperimentalmethode
af stor betydning for psykologien. Men forholdsvis faa lærde har
endnu vurderet den rige variation og den lærdom, der er at hente af
hallucinatoriske syner og lyd, som indtræffer spontant hos normale
individer, og som det nu for første gang blir muligt at studere paa
en systematisk istedetfor paa en rent anekdotisk maade.
Og her kommer vi da lige indpaa det spørgsmaal om nogen af
disse „aandeaabenbaringer", som vi mener giver hyppige beviser paa
levende, men fraværende menneskers indflydelse, kan ansees for at
levere bevis for indflydelse fra de døde. Det første, man maa gjøre
ved en saadan undersøgelse, er at lade ude af betragtning ikke blot
massen af de ubeviste historier, som aandeseere ialmindelighed bygger
paa, men ogsaa selve den troesgrund, saadanne historier hovedsagelig
har appelleret til. Det kan ikke antages, at, fordi om f. eks. en
sørgende egtemand ser sin afdøde hustrus skikkelse, og hører hende
tale, dette er bevis for mere end en blot og bar subjektiv
fornemmelse. Hvor levende billedet end var, leverer det dog intet bevis for,
at skikkelsen ikke var frembragt af hans egne triste erindringer. Men
hvis egtemanden ikke ved om, at hans hustru er død eller ikke
engang, at hun er syg, og han dog ser hendes skikkelse kort efter hendes
død, da faar synet med en gang værdi som bevis. Og hvis det ikke
er en sørgende egtemand, men en fuldstændig fremmed, som ser en
aandeskikkelse (phantasmal fiyure), og derefter blandt en masse
fotografier identificerer skikkelsen, og det viser sig at være en, som
nylig er død i det værelse, hvor synet viste sig, — saa har vi atter
igjen et sammentræf, som, dersom det ofte gjentager sig, maa være
mere end et tilfælde, selv om det endnu er langtfra, at vi kan
forklare det. Fremdeles, dersom flere personer samtidig eller efter
hinanden (men uafhængig af hinanden) ser en aandeskikkelse, som de
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
