Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mons Lie: Hos professor Sécard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
375
pludselig ned, og professoren slog øinene op. Viottis 23de sad ham
i ørene. Han gispede og sagde: —
Min brave . . .
— Fra den feirede kunstner sänk han ned til den almindelige
timelærer.
Auguste skuede udover eleverne fra forhøiningen og gned og
vibrerede saa smertefuldt rørende, saa inderlig følt, som en eneste
klage. De lidende øine svømmede store i den mørke hulhed, —
sænkede sig, hvergang de opdagede kameraternes blik.
Professor Sécard var sytti aar. Professorens næse lugtede
efter de sidste hendøende toner af Viottis 23de. Auguste svingede
violinbuen, saa perlemoret blinkede i solstraalen, kastede haaret
let tilbage, som det bør sig alle store kunstnere, og anstrengte sig
for at se ligegyldig ud. Professoren snøftede:
— Grodt, min brave ... Og til de andre sagde han, — gak
hen og gjør ligesaa. Den næste, — lød det saa ligegyldig.
Auguste hørte paa den næste og den dernæst, paa det samme
stykke tygget tolv gange, paa lille frøken Bertrand, der græd, fordi
hun havde grebet en tone falsk med tredie linger, og frøken Bernard,
der ligeledes græd, fordi hun havde grebet en tone falsk med anden
tinger paa g-strengen, og fordi det føltes saa saart, at Auguste
var blevet mere rost end hende, — enda hun igaar havde øvet i
seks timer uden stans, saa tanten nær var besvimet; — Robert,
der spillede falskere end nogen lirekasse, og Bloch, der gned og
bar sig som i mavepine.
Auguste havde længe tørret sin violin, derefter lagt det ene
ben over det andet og det andet over det ene, tænkt og grundet
paa, om ikke klokken snart vilde slaa. Nær var han sovnet ind.
— Et! — gneldrede det gamle musikkonservatoriums taarnuhr
helt uventet.
Røde fabrikvioliner kom ned i nypolerede kasser. Velpleiede
pigehænder kappedes om at omfavne professor Sécards yderfrakke.
Aandsfraværende stäk han den ene arm ind i frakkeærmet, saa et
øieblik ud i luften og nynnede begyndelsen til adagioen i Viottis
23 de–-.
Hvorledes havde han ikke som ung gjort lykke med denne
adagio! — Da Paganini i egen person slog ham paa skulderen og
sagde: hvis jeg ikke saa det var Dem, vilde jeg tro det var mig
selv. Eller Baillot, der ligefrem græd. Ingen af hans elever kunde
fremtvinge en eneste rørelse i hans sjæl. Ungdommen gik nedad
bakke . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
