- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Anden aargang. 1891 /
379

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mons Lie: Hos professor Sécard

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

379

Et piano begyndte at larme nedenunder. Han kastede sig paa
sengen og hulkede. Viottis 23de sad ham i ørene. Han magtede
ikke at blive den kvit og faldt omsider i en let slummer . . .

— Han syntes, han netop skulde ind og spille paa en af
Colonnes store koncerter. En høi herre i hvide handsker og
chapeaubas klappede ham venlig paa skulderen og sagde —
courage, min brave Auguste.

Auguste tørrede sine hænder med] lommetørklædet og
anstrengte forgjæves tanken for at finde ud, hvilket nummer han
skulde spille . . .

Det var forfærdelig pinligt. Kanske kunde han ikke engang
spille violin, havde maaske glemt det —. Angsten steg og steg,
mens impressarioen med samme venlige smil forestillede ham for
publikum.

Der var saa dødningeagtig stille. Alle disse forventningsfulde
øine . .

Han anstrengte sig atter og atter for at finde ud, hvilket
nummer han skulde spille; — akkompagnatøren sad allerede der
og ventede ved pianoet.

Den_ høie venlige herre var nu ikke længere saa venlig. —
Paganini, — hviskede han gjennem sin behandskede haand og
gjorde tegn og miner til ham bag kulisserne.

Auguste løftede violinen op til hagen og tænkte efter. Han
følte et tryk paa hjernen, som skulde den revne. Det tyngede
som lodder.

Publikum blev utaalmodig og trampede og larmede.

Auguste løftede atter violinen op til hagen. — Han kunde
simpelt hen ikke spille violin — havde glemt det . . . Hvor bar
dette hen —.

— Til helvede! — raabte en af tilhørerne, idet han reiste sig,,
og hele publikum peb og skreg . . .

Auguste slog øinene op og saa sig om i det halvmørke
rum —.

Han for ud af sengen, greb hat og violinkasse, pilede ud og
henad boulevarden til professor Sécards privattime.....

Sions Lie.,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:33:31 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1891/0389.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free