Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: James Russell Lowell - IV - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
452
at den vaabenlarm, der klirrer i hans vers, de slag, han egger os til,,
er tankens og viljens. — Det tør i parentkes være værdt at gjøre
opmerksom paa, at de amerikanske digtere og forfattere, og tildels
ogsaa de engelske, er stolte af det nordiske blod, der flyder i deres
aarer; vore fædre kalder de ogsaa helst deres fædre. Og i mange
af dem synes virkelig slegtskabet med de gamle skjalde og søkonger
at være slaaende, selv sproget minder en om dem; bølger bryder,,
skjolde hamrer og spyd hviner i luften i deres ord. Man tage
Thomas Carlyle som et eksempel.
V.
Det maa nu være bleven læseren klart, i. hvad forstand Lowell
kan kaldes prest, — det er blot som det for sjælsadel og livssundhed
dybt begeistrede alvorsmenneske; det er ikke som i nogen forstand
begrænset af dogmer eller verdensfiendsk. Af vanlig theologi er der
ikke spor i hans digtning; af spekulation af nogen art er der kun
lidet, — af pietisme eller himmelvendthed ikke en skygge. Det vakre
og vindende ved ham er netop den rene naturlighed, den livsglade
friskhed, den fuldstændige jordiskhed. Hans religion er moralen, og
hans moral kan vi kanske allerbedst udtrykke ved to benegtelser:
ingen løgn og ingen grusomhed, haardhed eller undertrykkelse.
Mig synes han mest prest, just naar han allermindst minder om
den vanlige prestetype, naar han staar der rent som det glade eller
lidende menneske, — som, f. eks. i et digt, det maa tillades mig at
gjengive lidt udførligere i klodset prosa:
„Jo, tro er et ypperligt anker, naar himlen er klar, og havet er
stilt, eller naar de brudte bølger udfraader deres sidste kraft i læ af
os. Men efter skibbruddet, — sig mig, hvad hjælp er der da i
dets mægtige klør? — Bedre er da et mindets spær, en planke fra
svundne dage, hvortil hjertet,, om end haabløst, kan klynge sig. —
Lad sjælen beholde dens prægtige theorier, men overlad kjødet til
den ømmere fortvilelse, til dets taarer over den slidte medaillon ....
,Udødelig!’ — Jeg ved det og føler det. Hvem tviler vel derom,
hvor det gjælder slige som hende. Men det er netop det haardeste af
alt: — udødelig langt væk ifra mig ....
Der er en liden haug paa kirkegaarden, saa liden den knapt
stanser et barn i dets leg; men for mig er den høiere, videre end det
stjernesaaede rum ....
Eders logik, mine venner, er ypperlig, eders moralsætninger
trættende sande; men fra den stund jorden faldt paa hendes kiste, hører
jeg kun det, og ikke eder ....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
