Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Whibley: Herodas’s „mimer“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462
:af Troja, indbringer retslig klage imod en vis Thales, en frygisk
pengematador, for voldeligt overfald. Klagerens tale er saa prægtigt
et eksemplar af retsligt ordskvalder, som man kan tinde udenfor
Demosthenes’s private taler. „Tror ikke," udraaber den mandige
Battarus, „at I ved at forsvare mig beskytter en stakkars ruffers
interesse. Nei, eders bys ære og velfærd staar paa spil. Jeg er bleven
overfaldt og udplyndret af en, som ikke er borger af denne by, som
ikke er en månd engang, men en frygisk slyngel — Artimmas hed
han tidligere, en passende benævnelse for en barbar -— men nu har
han frækhed nok til at kalde sig Thales. For at fortælle historien i
korthed: denne Thales kom til mit hus forleden nat, brød døren op,
slug mig til jorden og slæbte min Myrtale bort med magt. Kom her,
Myrtale, og lad retten se paa dig; kun ikke flau; forestil dig bare,
at juryen bestaar af bare brødre og fædre. Se, mine herrer, hvor
uordentlig hun ser ud paa haaret; det kommer af, at den skurk der slæbte
af med hende med saadan en voldsomhed. Jeg driver en berygtet
beskjæftigede — det negter jeg ikke for — og min far Sisymbrus
•og min bedstefar Sisymbrus — begge to uberømmelige navne — var
ruffere før mig, men alligevel kunde Thales behandle mig sømmelig.
Hvis du ønsker det, Thales, er jeg villig til at lade mig lægge paa
pinebænken, men du maa først deponere pengeboden. Naar jeg
beder jer om at dømme ham skyldig, mine herrer, saa tænker jeg
ikke bare paa mig selv, men paa alle de fremmede, som tager sin
tilflugt til eders by. Og Thales vil have godt af at blive dømt, for jo
mere man prygler en Fryger, desto bedre blir han." Og uden tvil fandt
.jurymændene saa Kos Battarus’s smigreri, om ikke hans veltalenhed,
uimodstaaelig og afgav en hyggelig kjendelse. Talen, hvoraf dette
kun er et magert uddrag, tilhører ikke den bedste slags litteratur,
men den er et interessant dokument, og i klagerens frimodige
tilstaaelse af’ sin egen mangelfuldhed er der endog et stænk af det
op-høiede.
Scenen forlægges nu til hjemme hos en skolemester, som anraabes
af en indigneret mor om at tugte hendes uforskammede døgenikt af en
;søn. „Prygl ham," siger hun, „til han kun har en tomme igjen af sit
elendige liv." Teksten er saa korrupt, at vi kun kan danne os en svag
anelse om, hvori den unge synders brøde bestaar. Han har smag for
daarligt selskab og tilbringer hele den udslagne dag med at „spille klink", og
desuden har han paa trods klatret op paa taget af den arbeiderbolig,
hvori hans forældre bebor en leilighed, og knust alle tagstenene.
Skolemesteren er bister og sender bud efter sin pisk. Stakkars
Oatta-lus faar en ubarmhjertig dragt prygl og lover bod og bedring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
