Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. A. Kennedy: Nutidens drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
472
Men anvendelsen af legemlig lidelse eller sygdom som sujet paa
vor tids saa levende og virkelighedsprægede scene, er et spørgsmaal, der
ligger inden selve kunstens grænser, idet der er emner, hvis blotte
omtale for et mindretal, eller maaske endog for et flertal af publikum
kan tænkes at ødelægge den stemning af kritisk nydelse, hvori et
stykke burde betragtes. En månd, som ikke havde nok pathos i sig til
at aftvinge os et suk eller nok lune til at fremlokke en brøkdel af et
smil, kunde godt ved f. eks. at beskrive et uhyggeligt ulykkestilfælde
frembringe den samme virkning paa os, som om det var hændt for
vore egne øine eller endog os selv. Beretningen selv kunde godt
være løgn og urimelighed i hver eneste enkelthed, men det vilde ikke
hindre virkningen, eftersom i den slags sager en instinktiv følelse gaar
foran kritiken. Og det er øiensynlig ikke kunstens mission at
frembringe virkninger, som kan opnaaes lige godt uden nogen kunst. Man
kan maaske indvende, at naar scenens skabninger, uden nogen protest
fra pulikums side, dør ved gift, ved pistolskud eller sverd, blir stukket
ihjel og styrtes udfor afgrunde, hvorfor skulde da nogen mukke over
fremstillingen af smerter, som er mindre end disse ? Forklaringen er
sandsynligvis den, at vi har faaet en fuldstændig instinktmæssig
fornemmelse af, at død paa scenen er en ren formsag. Vi kan betages
af Mr. Irvings storartede dødskamp som Richard III uden at vor
stemning ødelægges ved nogen følelse af, at det er et menneskeligt
væsen, som ligger der og lider legemlig. Maaske kommer det af,
at den antydede erfaring ligger os saa fjernt, at den ikke anslaar
nogen legemlig tone hos os, fordi der ikke er nogen virkelig
blodsudgydelse i kampen paa scenen, og fordi skuespillerens talent snarere
virkeliggjør Richards desperate mod end lians legemlige lidelser.
Desuden er den tilskueren indgivne tanke ikke helt og holdent ubehagelig;
man vil helst leve i det hele og store; men man kunde alligevel finde
en vis fornøielse i at forestille sig selv døende paa denne maade.
Men hvor den indgivne tanke er blot og bart fæl og uhyggelig,
gjør fremstillingens virkelighedspræg en stor forskjel i de følelser, som
fremkaldes. Naar Ødipus kom frem paa scenen i Athen efter at have
revet sine øine ud med Jokaste’s skulderspænder, blev lemlæstelsen
fremstillet ved at bytte maske; den anden maske kan have været en
uhyggelig tingest eller ikke — i ethvert fald var den bare et symbol.
Men lad os tænke os den scene spillet med den naturtro fuldendthed,
som Mr. Beerbohm Tree lægger i sit arbeide! Man holder ikke ud
at tænke derpaa — han gjorde én uhyggelig nok tilmode med sine
afhuggede fingre i „En mands skygge" — og naar det gjælder øine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
