Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. A. Kennedy: Nutidens drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
471
merkede roller — ja, at de mere end engang liar givet nogle af vore
yngre skuespillerinder anledning til at vise for første gang, hvilken
begavelse der hoede i dem.
Den virkelig gode dialog forveksles altfor ofte med den, som er
hændig, fyndig og epigrammatisk. Den sidste slags passer i et stykke
som „Bagtalelsens skole", hvor personerne er folk af stand, som gjør
det til sin opgave at være vittig. Hos Ibsen er det bare de flinke
folk, som siger gode ting, og saa dramatisk er dialogen studert, at
selv i de sterkest bevægede situationer trænges der ingen rhetorisk
pynt. De enkle ord „Moer, giv mig solen" fortæller os, at Osvalds
hjerne har givet efter, og at det frygtede vanvid er faldt over ham.
Disse ord virker i sin sammenhæng forfærdeligt — ingen fantaseren,
omend noksaa sindrig lavet, vilde kunne udmale for os den lyskjære
kunstners sind, der nu er sunket ned lavere end barnets hjælpeløshed,
saa levende som disse fire ord.
Den beundring, som Ibsens arbeider har vakt, skyldes blot og
bart hans dialog; hans bidrag til den dramatiske bygnings udvikling
er saagodtsom intet. Det er en ugunstig, men slet ikke uberettiget
kritik at sige om hain (som Mr. G. R. Sims gjør), at naar lian
idet-heletaget bygger, saa gjør han det efter gamle og allerede
an-erkjendte regler. Hans bygning er ikke ukonventionel paa samme
maade som hans dialog — det gamle scenefif med at lade to
personer være optagne med en høilydt og lidenskabelig diskussion,
hvoraf to andre personer bare etpar alen borte ikke hører et eneste
ord, har han meget ukunstnerisk gjort brug af i „Hedda Gabler".
Isandhed, dette stykke viser tydelig nok, at om Ibsen end hyppig er
dramatisk i sine ideer og i sin stil, er han det ikke i sin bygning.
Eilert Løvborgs tilbagefald under Heddas fristelse er en sterkt virkende
effekt, som fuldstændig forkjert er fremført paa scenen. At Løvborg
drikker de to glas punsch ud, det ene efter det andet, virker blot og
bart som graadighed. Heddas fantastiske forestilling om Eilert „med
vinløv i haaret", vilde tage sig udmerket ud i en fortælling, hvor man,
som Mr. Rose i „den nye republik", kunde „tale om folk, som om de
ingenting havde paa"; men sagt om en høitidelig person i bonjour,
som netop har forladt scenen, frembringer de en ganske anden
virkning end beregnet.
Naar vi nu for et øieblik vil betragte nogle af Ibsens sujetter,
vil jeg lade spørgsmaalet om, hvad der af moralske grunde bør
forties eller ikke paa scenen, uberørt. Der har til enhver tid
hersket uenighed om det, og det vil der altid komme til at være,
saalænge naturen frembringer baade bohemer og puritanere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
