Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. A. Kennedy: Nutidens drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
474
en overveiet kunst, har man med stor interesse imødeseet fuldførelsen’
af et stykke, hvorpaa han liavde arbeidet sammen med Mr. Henley.
„Beau Austin" udkom, høstede en bel del bifald hos publikum
og vakte en svær diskussion angaaende spørgsmaalet om det litterære
skuespil og blev af begge parter i denne strid erklæret for et
overbevisende vidnesbyrd om rigtigheden af deres paastand.
Bagefter denne diskussion har „The Dancing Girl" givet os
anledning til at anstille en ganske interessant sammenligning imellem et
„litterært skuespil" og et skuespil af en øvet dramatisk forfatter. For
hovedemnet i begge dramaer er en libertiners omvendelse til huslighed
og dyd. Skjønt Beau Austin og hertugen af Guisebury ikke er
„gyselige", saalænge de ikke er omvendte (i virkeligheden er de i de
uigjenfødtes øine mere sympathetiske i sin tidligere skikkelse), er
de dog utvivlsomt „meget, meget gode" i sidste akt, og med en
føie-lighed, som overgaar enhver ros, finder de sig i at faa koralhalsbaand
og citater fra Herbert Spencer kastet i ansigtet paa sig.
De to karakterer kan navnlig sammenlignes derved, at de havde de
samme fordele med hensyn til udførelsen, idet de begge to creeredes af
Mr. Tree, som, efter at have forbedret sig som „Beau Austin" gav sig til
at reparere et bortkastet liv som hertugen af Guisebury med det resultat,
at kritiken, mens den i det hele accepterte hertugens omvendelse, ragede
uklar med „spradens" omvendelse som en unaturlighed. Og dog er der
intet væsentlig utroligt i indholdet af det første stykke, som er
følgende : En meget beundret libertiner, som holder paa at blive gammel,
tilbyder en ung pige, som han har forført og forladt et par maaneder
iforveien, egteskab. Harmfuld over hans tidligere, behandling af hende
afslaar hun hans tilbud, men tilslut tager hun dog, bevæget ved en
prøve paa hans sjælsstorhed, imod det.
Hvori ligger den væsentlige usandsynlighed i alt dette? Rouéer
kan virkelig blive tamme og huslige, og naar er det vel saa
sandsynligt, at en månd snur om det nye blad i sit liv, som naar alderens
komme har overbevist ham om, at hans triumfer ikke kan vare ved for
bestandig? Don Juan selv kunde, om han havde levet i London,
hvor fristelsen til at invitere offentlige billedstøtter til aftens efter al
sandsynlighed ikke kunde have bemægtiget sig ham, have levet saa
længe, at han fik se en yngre generation afløse ham i hans
kjærlig-hedshistorier, og kunde have slaaet sig til ro i huslig hygge med en af
de „tusen og tre". Sagen er, at de herrer Henley og Stevenson lagde
ind i sit stykke en usandsynlighed ved at hænge sig altfor nøie i
fordringerne om tidens enhed.
Omvendelsen, som i sig selv er sandsynlig nok, blir usandsynlig
først da, naar man tænker sig, at den foregaar paa en eneste dag.
Kunde vi bare tage det saa, at den tid. stykket synes at optage paa
scenen, i virkeligheden forestillede en længere periode, vilde alt have
været vel og bra; tilskuerne er, hvis de opmuntres til eller endog bare
faar lov til at være det, svært lidet kritiske med hensyn til saadanne
smaating. Ingen, der ser paa „Kjøbmanden i Venedig", generes af, at
skjønt handlingen synes kun at fylde et par tæt paa hinanden følgende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
