Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. A. Kennedy: Nutidens drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
480
Vore dages fordringer til kostbart udstyr forøger den ovenfor
antydede vanskelighed i valget, idet de gjør ethvert forsøg kostbart
og resikabelt. Det er alt i alt samme forhold som med maleriet og
rammen; men i mange af de seneste produktioner, selv der, hvor
rammen maa siges at have gjort uberettigede overgreb paa maleriets
bekostning, har den i sig selv været kunstnerisk tiltalende, akkurat som med
en dragt, der er lavet af saa vakkert et stof, at den er synet værdt,
selv om der ikke er en vakker dame inde i den. Og om vi end
kan anse det for sikkert, at ingen grad af kostbar og pompøs
udstyrelse vil bringe et værdiløst skuespil til at slaa an, er der
ingen tvil om, at en sterk dramatisk effekt, sammen med en original
eller paa anden maade tiltrækkende iscenesættelse, giver ef stykke
en stor chance for at opnaa almindelig succes.
To lavere arter af dramatisk underholdning, farcen og parodien,,
kan vi kaste et blik paa i forbigaaende. Farcen er den dramatiske
kunsts snirkelornament — en blanding af det virkelige og det fantastiske.
Dens særlige, moderne pikanteri ligger i en vis naturalisme i
behandlingen sammen med den rene skjære ekstravagance. Ligeoverfor den
mere alvorlige kritik kan den finde sit forsvar i, at den skaffer et
tilflugtssted for de „komiske intermezzoer" i det hele taget og de
„komiske elskere" i særdeleshed, naar disse to hjemløse figurer engang
jages ud af det alvorlige drama.
Parodien har den interesse ved sig, at den allerede har en egen
dramatisk forhistorie, der ligesom den græske komedies historie er
delt i en gammel, en midtre og en ny periode.
En parodi fra den gamle periode var en yderlig sindrig
frembringelse. Den parodierte ialmindelighed et alvorligt drama eller en
historisk begivenhed, men den var samtidig et fuldstændigt og
sammenhængende saavelsom morsomt stykke i og for sig selv og kunde godt
forstaaes og nydes uden kjendskab til det, den parodierte. Som en
prøve paa den næste periode kan vi tage „ The very last day s of
Pompejispillet som et efterstykke til „Bagtalelsens skole" paa
„Vaudeville-theatret". da opførelsen af ..The last days of Pompeji"
paa „Queen’s Theatre" lakkede mod enden. Denne slags parodi var
simpelthen en fortløbende kommentar til det stykke, den parodierte,
morsom nok (eller ialfald fandt man det dengang), men det rene
nonsens, hvis man ikke havde kjendt originalen. Dagens populære sange
blev tagne med til hjælp; men de blev — og det ei- karakteristisk
— omhyggelig afpassede efter parodiens hovedemne.
I parodiens nyeste periode er den fjerne antydning til en
sammenhængende historie blot bevaret som en raison ä’etre for pene
dragter og iscenesættelse: de partier af opførelsen, som trækker, er i
regelen fremmede for stykkets saakaldte indhold. Men selv den
yderste flig af dramaets kaabe kan neppe strækkes saa langt ud, at
den dækker parodiens seneste udvikling.
H. A. Kennedy.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
