Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - George Kennan: Den russiske bastille - I. Undersøgelsesfængslet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rende hovedet mod væggen; en anden foretrak en kvalfuld død for
det frygtede vanvid og dræbte sig langsomt ved at sluge vinduesglas.
En officer blev efter mange aars ensomt fængsel tilslut saa idiotisk,
at han ikke mere forstod de spørgsmaal, man rettede til ham; han
udførte de almindelige mekaniske funktioner, spiste, drak etc., — men
af hans tunge, glasagtige øine var forsvundet ethvert spor af aandeligt
udtryk, og han kunde sidde hele dagen og se hen for sig med et dødt,
stirrende blik; hans aand var ikke syg, men død. 1)
Trykket af saadanne dystre erindringer føler den ensomme fange
sig ude af stand til at fortsætte sin gang op og ned i fængslet. Han
tager derfor igjen plads paa den smale seng og lytter længe spændt
for at opfange en eller anden lyd eller tone udenfra — et eller andet
hørligt tegn paa menneskeligt liv; han mener saaledes at lette sig for
det bjerg, der ligger paa hans hjerte: tanken om at være levende be
gravet. Endelig hører han dæmpet klokkespil, bønnen: „Hav barm
hjertighed, o Herre! “ men den traurige melodi viger snart for en
endnu dybere stiThed. Pludselig bemerker fangen, at to menneskelige
øine ubevægelig stirrer ham imøde fra midten af celledøren. Han for
færdes og tror i sin ophidselse først, at det er hans fantasies hjerne
spind, som har taget skikkelse; det forekommer ham i øieblikket, at
det er en af kassemattens tidligere beboere, hvis aand nu gaar om
og spøger her. Men snart forsvinder det hemmelighedsfulde øienpar
uformerket og den svage knirken af laaget over „Judas“ fortæller
fangen, at spøgelset ikke var andet end korridorvogteren. Han føler
sig først lettet ved denne opdagelse, men bagefter overfalder der ham
en uendelig tristhed over, at ikke engang den fuldstændigste ensomhed
beskytter ham mod evig, mistænksomt paapas.
Efterhaanden lægger ophidselsen sig bos den ulykke]ige mand, og
ban begynder at spore den fugtige kulde i cellen. Han kryber frysende
i seng og hyller sig ind i det’ tynde dække lige til hagen — — —
Den dødelige gravens ro blir dag og nat neppe afbrudt af nogen
anden lyd end af dæmpede klokkespil i det nærliggende taarn, som
spiller tre melodier, tre forskjellige bønner: hvert kvarter: „Hav barm
bjertighed, o Herre!“, hver time: „Hvor stor er Herren i Zion!“ og
ved midnat: „Grud bevare czaren!“ Ikke bare hænderne og øinene,
*) Denne officers navn er ubekjendt, ei heller vides det, hvad hans for
brydelse var. Hans eksistens blev opdaget af nogle gendarmer, som gjorde
sluttertjeneste i Petropawlowsk i 1882, og som kort efter blev sendt til Sibirien,
fordi de havde tilladt politikere at omgaaes med sine venner. Officeren, der
allerede dengang var idiotisk, havde da allerede været fængslet i mange aar.
25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
