Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Lafitte: Det tyvende aarhundredes kvinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
læge,‘£ siger man; „hvorfor da ikke en kvinde som advokat? Og
hvis De giver hende lov til at blive advokat, hvorfor da ikke ogsaa
give hende stemmeret?“ —
Intetsteds har kampen for kvindernes politiske rettigheder været
ført med saa megen hidsighed som i de forenede stater. Jeg saa
förleden dag i en avis, at i staten Kansas, hvor kvinderne har stemme
ved kommunale valg, er flere af dem med i kommunebestyrelsen, ja at
der endog er en by, hvor borgermesteren er en kvinde. A ’priori ind
rømmer jeg muligbeden af, at denne by kan være ligesaa godt styret
som enhver anden. Jeg har intetsomhelst kjendskab til de amerikanske
kvinder, men jeg er fuldt og fast overbevist om, at mange af de franske
kvinder vilde besidde de samme betingelser for at stemme, de samme
betingelser for at administrere som halvdelen af mine landsmænd af
hankjøn. Men derom tales der ikke her, det gjælder her noget ganske
andet end dygtighed. Den simpleste sunde fornuft siger os, at kvin
dens bestemmelse ikke er den samme som mandens, at forskjelligheden
i egenskaber medfører forskjellighed i opgaver.
Men vor tids nivellerende instinkt opfatter det ikke saa: det bar
vanskeligt for at forsone sig med, at to væsener bar forskjellige roller
at udfylde her i bvet, seiv om disse roller er jevngode; den følger med
lukkede øire sin ensartetbedstheori, og den vil ikke lægge mere vegt
paa kjøn, end den lægger vegt paa kundskab eller fortjeneste. Vi
staar her atter ved folkestyrets evige problem: den absolute ligbed.
Naar vi nu ser, at fortidens demokratier ikke bar løst dette pro
blem og at enkelte af dem endog er gaaet tilgrunde ved, at de ofrede
alt for det, saa er grunden tydeligvis den, at det var en feil at op
stille dette problem, og naar det opstilles til løsning i vor tid, saa
synes dette at være en ikke mindre feil. Naar man taler om bgbed,
glemmer man altfor let den elementære sandhed, at kun størrelser af
samme natur kan sammenlignes indbyrdes. Vi har her to væsener,
som er indbyrdes forskjellige i alt muligt, i medfødte anlæg, i tilbøie
ligbeder, i slette som i gode egenskaber, i hele sin fysiske og moralske
gehalt, og det er ligefrem latterligt da at ville sammenligne dem; hvad
man bør ønske er, at bver af dem følger sin lov.
Lighedslærens doktrinære forsvarere tænker sig hele samfundet som
et orkester, hvor alle musikerne spiller den samme melodi paa det
samme instrument; det vilde blive en nydelig musik, og jeg beklager
af ganske hjerte vore efterkommere, hvis de blir nødte til at høre paa
den. Intet kan være mere uligt end en violin side om side med en
fløite i et orkester; men den første den bedste musiker vil kunne sige
en, at det netop er denne ulighed, som skaber harmonien, der just er
ensartetbedens modsætning. Han vil lægge til, at hvad det kommer
an paa er, at violinen ikke spiller fløitens parti eller fløiten viobnens.
Og denne musiker vil have givet os en god lektion i politisk filosofi.
Kvinden staar hverken over eller under manden, men sagen er,
kort og godt, at hun er af en anden art. Den absolute ligheds for
kjæmpere tænker hverken paa manden eller paa kvinden; de tænker
kun paa det menneskelige væsen, det vil sige: en abstraktion. Jules
Simon viser os deres vildfarelse med et par ord: „En kvindes aand
39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
