Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Guy de Maupassant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tilsidst“ . . ,
Tilsidst.
Jeg er forbi, vil i al evighed være forbi. “
man slynge sine angstskrig ?
det er nok af vigtighed.
fører dig mod din grav, som timerne graver.
seiv, naar du sover.
dig den fulde trøstesløshed.
tilintetgjørelsen.
sidste elende uden klager.
Vi er naaet til ende.
Den har skjæmmet mig saa helt, at jeg kjender ikke mere mig seiv.
Jeg har set den blege mine haar — med hvor langsom en ondskab.
Den har taget min blanke hud, den har røvet mine muskler, mine
tænder, hele min krop fra min ungdom, og den har ikke efterladt
mig andet end en fortvilet sjæl — som den snart vil slukke —
Alt er usikkert, og alt er en indbildning: berømmelsen, kjær-
ligheden, fremskridtet og pligten. Kun døden alene er vished og
uundgaaelig. Den vil udslukke min vilje og mine tanker for altid,
„Der vil fødes millioner, der vil fødes milliarder. Men mig vil det
ikke gavne. Jeg vil aldrig vende tilbage og min tanke aldrig
Hvorhen skal man da vende sig i sin angst og mod hvem skal
Hvorhen? ja, hvor det dog er ligegyldigt. Mod hvem? Ja,
Skrig „Til hjælp“ mod alle verdens hjørner, og der svarer dig
dog ingen. Udstræk dine arme — trygl. Der kommer ingen.
En usynlig slutter fast om din høire haand: det er døden, der
Hold da op at ræddes, hvis du kan. Thi hvortil rædslen?
Se til, at du kan vænne dig til dødens selskab: den gaar dog altid
ved din side, den sidder altid ved dit hovedgjærde, og den vaager
Forsøg da at forsone dig med din ledsager. Forsøg at tilegne
Som en baad paa et hav —ja tusen gange mindre er jorden,
som glider i det evige tomme .... Deres vigtighed er lige stor;
deres skjæhne vil fuldbyrdes .... Og „vi insekter“ giver os af
med at have tro, vi nærer haab .... mens kun ét er sikkert:
Med den maa vi forsone os, hvis vi vil gjøre os mindre for-
agtelige, og under livets elende være forberedte paa at møde den
Vi saa en gang Gruy de Maupassant livsmodig, ung og sterk.
Vi ved ham nu træt og omhyllet af nat.
Han havde lært for tung en visdom: den, at vi i al evighed
er livegne, livegne hos driften og døden. Ingen tanke, intet frem-
90
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
