Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Guy de Maupassant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vi kan idetmindste forsøge.
Hvis det overhovedet er umagen værdt
Saaledes er livet, og det er dets indhold.
angst.
og dødsangsten er vagten ved vort fængsels dør.
af at leve.
psykologi.
nedad — og veiens ende, som heder døden
det at leve er at dø — stykke for stykke.
Men videnskaben? Man kan jo dog udfylde sin tid behageligt
og nyttigt med videnskaben?
Ganske vist. Vi kan erfare, at vore sygdomme kommer af
mikrober. „Men hvorfra kommer saa mikroherne. Og hvorfra
kommer solene ?“
Videnskaben ved alt, hvad der ikke er værdt at vide, og af
alt, hvad der var værdt at vide, ved den intet.
Hvorfor skal vi da beskjæftige os med den, siden den kun
giver sten for brød. Vi løber os trætte i dens labyrinter til ingen
nytte, og naar vi er komne til ende med dens visdom, ved vi alene
et: at vi intet ved.
Men hvis kunsterne svigter, og hvis videnskaherne kun er tom
hed, har vi idetmindste pligten tilhage — lad os da opfylde den
Saadan ser den evige tomhed ud, gjennem hvilken vi piskes,
mens naturen begaar en sidste grusomhed imod os: vi lærer at
foragte livet, og vi klamrer os til, hvad vi foragter — i dødens
Vi klynger os til intetheden, ved hvilken vi væmmes, af frygt
for tilintetgjørelsen, der fylder os med gru. Vi er livets fanger,
Til elendigheden ved at leve livet kjædes rædslen for ophøret
Herbert de Norenne kj ender den og han giver, mens de vandrer
sammen gjennem det natlige Paris, Georges Duroy hele dødsangstens
Livet er et høidedrag, siger de Norenne; saa længe man er paa
opfarten, ser man opefter mod toppen —og man er lykkelig. Men
er man først denoppe, ser man pludselig skraaningen, der fører
Fra den dag er døden overalt, den er om os i hvert hlad, der
falder, i den blomst, der visner, i insektet, som vi dræher med vor
hæl: de prædiker død. Den er i os som et dyr, der langsomt, saa
langsomt, men ustanseligt æder sig ind i os, i vore muskler, i vort
kjød, i vort blod .... Døden er i vort liv hyert sekund, og selve
„Jeg har følt den i tyve aar vanskjæmme mig, lidt efter lidt,
maaned efter maaned, time paa time som et hus, der smuldrer hen.
89
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
