- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Tredje aargang. 1892 /
156

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: Mencius - V

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

* *

*


— da, endelig, fred skal herske overalt, og det skal være en
forbrydelse seiv at tale om krig. Naar den tid kommer, mener
han, vil man finde, at synd og last allerede er halvt udryddede.
Han ser med andre ord i social og politisk reform det halve af
moralsk reform. Gjør menneskene lykkelige, og de vil blive gode
og ædle er omkvædet paa hans politik. Og derfor maa regjerin
gerne først reformeres. Fyrsterne maa stemmes velvillig og gjøres
retskafne. Saa vil de til raadgivere og embedsmænd tilkalde lan
dets ædleste og viseste mænd. Og naar saa sker, saa er Mencius’
ideale politik igang.
Det var et, af de ædle og kloge bestaaende, aristokrati
for folket, han vikle; men altid forbeholdende folket oprørets og
revolutionens ret.
Det er heri, synes det mig, at den kinesiske moralreligion
mest skjæbnesvangert skiller sig fra kristendommen. Den er, og
er vedbleven at være, et aristokratis tro og religion, mens kristen
dommen er i bund og grund demokratisk, — den mest demokratiske
ting denne verden nogensinde har seet fødes. Mencius synes aldrig
have tænkt paa at gjennemføre sine reformer ved at henvende sig
direkte til folket. Midt i hans ømme sympathi for det, tinder vi
stødende og saarende udtalelser om „masserne“, der intet forstaar,
der altid maa ledes, styres, — der blot i bedste fald er som de
stores børn. Med al hans tro paa den menneskelige natur, mangler
han rent kristendommens himmelstormende optimisme, dens tro paa
guddomsgnisten, der kan flamme op i lys lue, i liver eneste
menneskesjæl. Han henvender sig til „de store“, hans disciple er
lærde, hans ord kommer til os fra fyrstelige hofte og paladser.
Der er den inderligste følelse for de smaa, — som i følgende
ord, der burde være tilstrækkelige til at kanonicere Mencius den
hele verden over: —
-— „de rige kan altid klare sig, men ve de fattige og for
ladte “ ; —
— men der er ikke kristendommens kjække, storartede, løf
tende tro paa dem.
Det var en revolution, da Jesus henvenclte sig til folket seiv,
til masserne, til de smaa, valgte sine disciple blandt fiskere, toldere,
forskudte og forladte, og fulgtes af ligesaa mange kvinder som af
mænd. Eiede ikke kristendommen en eneste idé eller tanke, der ei
fandtes i andre systemer, vilde det alene gjøre den til den leve
dygtigste af dem alle, den skjønneste og den sterkeste, — demo
kratiets evangelium.
156

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 20 17:14:13 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1892/0164.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free