Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Georg Fasting: Nogle ord om moralprincipet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stillelse ved alt, som er et naturligt formaal for mennesket, omvendt
føler det ulyst ved det modsatte. Mennesket er begavet med en
mere eller mindre sikker og udviklet følelse af bvad der i det hele
taget, forholdsvis og tilsidst er gavnligt.’ Det er denne følelse, vi
giver navn af samvittighed. Det er ifølge denne følelse, vi døm
mer alt, som vi ved eller tror er gavnligt, for godt og det modsatte
for ondt. Denne følelse udvikler sig i slegten efterhaanden („fol
ket paa bjerget“ har forsaavidt ganske vist en anden samvittighed
idag end i Jesper ridefogeds dage) paa den maade, at der lidt efter
lidt danner sig faste meninger om en flerhed af livsforhold, som da
bliver udgangspunkter for individerne, og hos den enkelte saa
ledes, at der hos ham danner sig et sindelag, en karakter og en
overbevisning, som igjen er det naturlige udgangspunkt for hans
enkelte handlinger.
Den første nærliggende indvending mod denne betragtning af
godt og ondt er den, at det i de fleste tilfælde — vil man sige
— er alt andet end en „lyst“ at gjøre det gode; man maa snarere
tvinge sig dertil. Med „lysten“ skulde man ikke komme langt; det
er nok „pligten“, som maa drive os, om det gode skal blive gjort
og det onde undladt. Men kanske „pligten“ lod sig opfatte som
en ny lyst?
Fra de ældste tider har tænkningen arbeidet med disse bestem
melser „lyst“ og „pligt“ som principer for moralen. Medens saa
ledes sofisterne og senere Aristip, Epikur og tillige Aristoteles
gjorde dels den øieblikkelige, dels den mere beregnede og fornuf
tige lystfølelse til det høieste formaal, vikle Plato have det til, at
det gode var noget i sig seiv, som var at udlede af visse grund
idéer — orden, maal og harmoni —, og som mennesket uvilkaarlig
stræbte efter, uafhængig af lyst eller ulyst. Den oprindelige kri
stendom giver neppe nok nogen af de anførte synsmaader et en
sidigt fortrin (merk dog: „mit aag er gavnligt, og min byrde er
let“, sml.: „jeg bar lyst til Herrens lov“), bvorimod den senere
kirkelære, idet den betragter budet som en guddommelig aaben
baring, nærmest maa siges at betragte det gode som noget over
mennesket svævende, der kræver dets anerkjendelse og blinde un
derkastelse som en af lysten uafhængig pligt. Det var først den
nyere engelske og franske filosofi, som igjen hegyndte at betone
det godes nytte- og lykkebringende karakter. Men saa kommer
igjen Kant ved dette aarhundredes begyndelse for at udtale, at
samvittigbedens bydende du skal eller den rent umiddelbare pligt
følelse er et aldeles selvstændigt anlæg i den menneskelige natur,
172
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
