Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fritz Mauthner: Døde symboler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa, hvorledes en genial kunstner tilsyneladende har indblæst de
gamle grækeres døde symboler nyt liv, men hvorledes han dog kun
formaar at smykke den antike verdens ligbegjængelse med sit talent.
Og paa Reinhold Begas lønner det sig ialfald at øve kritik.
Karakteristisk for den vanskelighed, som øinene har for at
vænne sig til noget nyt er den henrykkelse, som „Begasbrunnenwl)
vækker. Det forstaar sig jo af sig seiv, at et offentlig vandspring
maa formes skjønt og ved rige figurer bringes i sammenhæng med
vandets element. Det er ogsaa forstaaeligt, at en mand i sine
bedste aar, en mand med tykt haar og skjæg, — en fisker omtrent
— fremstiller menneskets forhold til vandet. Denne mand kaldte
den saakaldte antike mythologi Neptun; og hvorfor skulde han ikke
ligesaagodt hede Neptun som Petersen eller Klaus? Grækerne
kaldte ifølge sin flotte vane sin Poseidon for Yandets „Gud“. Her
stanser allerede vor forstaaelse, dersom vi vil være ærlige. Man
har i aarhundreder i latinskolerne saa længe fortalt os om de
gamle guder, at vi af og til virkelig indbilder os, at disse en ung
dommelig verdensanskuelses smukke drømme er noget mere for
os end huie ord. Men prøver vi hjerter og nyrer, vil vi til vor
skræk opdage, at vi med disse guder atter igjen kun kan forestille
os græske statuer, og da vi nu til forklaring af disse græske sta
tuer igjen ikke har andet end gudenavnene, saa föreligger tilfældet
med slangen, som bider sig seiv i halen, i sjelden fuldkommenhed.
Men lad os antage, om end ikke indrømme, at en vandgud
kunde være et levende væsen for os, eller vi kan endog indrømme,
at et eller andet vandmenneske, en lods f. eks. kunde være en lige
saa naturlig repræsentant for vandet, som Neptun for de gamle,—
saa blir dog endnu det spørgsmaal staaende, hvorfor vandguden i
et par tusen aar har holdt en treforket gaffel i haanden. Netop
denne bydende herre er i offentlige haver saa utallige gange bleven
fremstillet med sin fork ved vandspring og kilder og paa det tørre,
at seiv mangen simpel bonde kjender ham. Og netop hos den
simple bonde skulde billedet af møggrebet være saa uopløselig knyt
tet til billedet af den venlige herre, at den treforkede gaffel uvil
kaarlig minder ham om vandet, øiensynlig föreligger altsaa her
netop den kjendsgjerning, at det gamle græske symbol har holdt
sig levende. Men i virkeligheden gaber der mellem gaffelen og
vandet, mellem symbolet og elementet en uoverbyggelig kløft. Hvis
nu kunstudviklingen havde gaaet en anden vei og Neptun holdt en
x) Bt stort, rigt dekoreret vandspring paa slotspladsen i Berlin af Begas.
178
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
