Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fritz Mauthner: Døde symboler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12*
thyrsosstav og bakkantinden et møggreh i haanden, saa vilde vort
øie have vænnet sig til at hetragte grankonglen som tegn paa van
det og forken som tegn paa tørst. Jeg vikle gjerne være saa
tydelig som mulig. Naar to skibe møder hinanden paa oceanet,
saa er de i lang distance istand til ved en kombination af flag
tegn at udveksle en række af spørgsmaal og svar. Disse aftalte
tegn [kan tilslut blive forstaaelig paa alle jordens have; men et
levende sprog blir saadanne signaler aldrig. Og mere end et sig
nal er heller ikke de græske guders attributer. Nu kommer kanske
en venlig arkæolog og belærer mig om, at Poseidons trætindede
gaffel ikke hlev anvendt i landbruget, men tvertimod i fiskeriet,
da man i oldtiden fangede de værdifulde thunfiske med slige tre
tandede harpuner. Gfodt. Men vi har ikke thunfiske paa vore
kyster, og dersom vi havde dem, vilde vi ikke spidde dem med tre
tandede harpuner. Hvis arkæologens forklaring er rigtig, saa be
viser den kun, at de vise grækere netop gjorde det, som vi burde
gjøre. De fremstillede vandets element som en fisker, saaledes som
d e virkelig saa ham for sig; og vi vikle være grækernes elever,
dersom vi fremstillede vandets herre som en lods eller en fisker,
saaledes som vi ser ham. Thi det er nu vel én gang for alle
bevist, at grækerne var geniale kunstnere, og at deres symbolik i
sin tid ikke var saa meningsløs, som den nu maa forekomme os
ikke-grækere.
Paa udstillingen havde Reinhold Begas et herligt stykke, —
noget af det vakreste, han har gjort, — jeg kunde ikke se mig
mæt paa det. En uklædt, herlig ung moder sidder der — kanske
paa en skammel i sit soveværelse, — jeg ved ikke; foran hende
staar hendes fireaarige lille søn, en rigtig sød gadegut, som er
ganske paa graaden. Han strækker ud den runde venstre, lille
arm og peger med den løierligste klodsethed paa et sted, hvor det
gjør ondt. Marmorgruppen er en juvel. Den lille fyr har bestemt
været saa uopdragen, at han ikke vil have ondt af den smule smerte.
Kanske har han gnuret sig paa en sten, kanske har en myg stukket
ham. Det kan være det samme, — Begas har skaht et mester
verk; men den, som har den slette vane at slaa efter i katalogen,
— han læser: Moderen forestiller Venus og gutten det er Amor.
Billedhuggerens arbeide taber jo ikke umiddelbart derved. Men
maaske falder det den henrevne beskuer ind, at et vakkert digt af
Anakreon har givet anledning til denne gruppe. Amor græder over
et insektstik. Da trøster Venus ham vittig dermed, at han med
sine pile dog allerede har foraarsaget større smerter. Og med én
179
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
