Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Grieg: Uddrag af to ungdomsbreve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
b a ti, en mig ubekjendt tydsk Lisztianer, som driver Plagiatet så
vidt, at lian går i AbbéMragt, dertil en Chevalier de Concilium og
endelig nogle unge Damer af den Sort, der gjerne havde ædt Liszt
op med Hud og Hår. Deres Beundring var ligefrem komisk. De
kappedes om at få være ved hans Side, berøre Fligen af hans lange
Abbé’kjole, få Anledning at trykke hans Hånd, ja fuldstændig hen
synsløst ignorerende det Eum, enhver Spiller behøver til sine Arm
bevægelser, trængte Damerne sig, da han siden efter spillede, om
kring hans Plads ved Klaveret, med sine grådige Blikke rettet mod
Fingrene, som om disse var udseet til, i næste Øieblik at forsvinde
i de små yndige Rovdyrs allerede opspærrede Gab. Win ding og
jeg var meget spændt på, om han virkelig vikle spille min Koncert
fra Bladet; jeg for min Part holdt det for en Umulighed. Liszt
derimod opfattede Sagen anderledes. Han sagde: „Wollen Sie
spielen?" Jeg skyndte mig da med: Nei jeg kan ikke. (Jeg har
jo til Dato aldrig øvet den.) Så tog Liszt Manuscriptet, gik mod
Klaveret og sagde med det ham egne Smil, henvendt til alle Til
stedeværende: „Nun, dann werde ich Ihnen zeigen, dass ich auch
nicht kann.” Så begyndte han. Og efter hvad han nu præsterede
siger jeg blot, at her hører alting op. En kan ligegodt straks tro
både på Huldre og Nøk og hele Stellet. (Det gjør jeg nu forresten
også!) Jeg indrømmer, at han tog Koncertens første Del vel hurtigt,
og Begyndelsen fik derved noget vist afjaget, men senere, da jeg
seiv fik Anledning at angive Tempoet, spillede han således, som
just han og ingen Anden kan gjøre. Det er betegnende, at Ka
dencen, som er noget af det teknisk Vanskeligste, spillede han fuld
endt. Hans Mimik er ubetalelig. Han nøjer sig nemlig ikke med
at spille, nej, han konverserer, kritiserer samtidig. Han henkaster
åndrige Bemærkninger snart til en, snart til en anden i Forsam
lingen, uddeler betydningsfulde Nik tilhøjre og venstre, mest, når
noget behager ham særlig. I Adagioen og endnu mere i Finalen
kulminerede han både med Hensyn til Udførelsen og den Ros, han
gav. En rent guddommelig Episode må jeg ikke glemme. Hen
imod Slutningen af Finalen gjentages, som I vil erindre, 2det Tema
i et stort Fortissimo. I de allersidste Takter hvor Temaets første
Triols første Node gis, forandres til g i Orkestret, mens’Klaveret i
en vældig Skalafigur gjennemfarer hele sin Rækkevidde — standsede
han pludselig, reiste sig i hele sin Højde, forlod Klaveret og skred
med drabelige Theaterskridt og hævet Arm gjennein den store
Klosterhal idet han formelig brølede Temaet. Ved det omtalte g
udstrakte han som en Imperator bydende sin Arm og råbte: „g!
223
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
