Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hinrik Thym: Walt Whitman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Who are you, wodly woman?
So hleared, hardly human.
Man henregne Whitmans digte til „litteratur“ eller ei, sikkert er,
at de har udøvet en sund indflydeise paa amerikanerne. Amerikaneren
føler i dem en sund aands kraft og udtrykket for en bundgod natur;
•de har opdragende værd; de henriver ofte til latter, men lige saa ofte
til eftertanke. For den tildels theologisk, tildels grovt materialistisk
skakkjørte yankeeintelligens er Walt Whitman en sund medicin.
Uden tvil hører størstedelen af Whitmans poesier ikke til dem,
som vil overleve forfatteren. I mange af dem finder vi intet andet end sund
prosa; men nogle af dem har dog mere blivende værd. Saaledes ud
øver The Dirge for two Veterans, The Lincoln Rcquiem, The La
ment of the sea-hird for his mate;, og det lidenskabelige Pioneers, o
jpioneers en virkning, som er nær beslegtet med egte poesi. Men seiv
i disse digte træder dog digterens moralske følelse og gemytsbevægelse
-os sterkere imøde end haus herredømme over det digteriske udtryk.
Whitmans vers er ofte komisk i sin ubehjælpelige prosaiskhed f. eks
Hans af amerikanerne beundrede og af en speciel skole, Whitman
isterne, efterlignede sprog forekommer den europæiske englænder som
det, man kalder et linsey-woolsey language, altfor rhytmisk til at være
god prosa, altfor prosaisk til at kaldes vers. Kortsagt: Whitman var
ingen digter, om han end rummede i sig fiere af de skjønneste be
tingelser for at være det.
Whitman er den rene modsætning af Edgar Poe, — den eneste
virkelige digter, som De forenede Stater hidtil har frembragt. Poe
har kun digteriske idéer, hos ham er alt melodi og forestilling. Filosofi,
historie, tendens — det er ikke hans sag. Han kjender kun kunst.
Whitman har næsten aldrig digteriske idéer, han har den praktiske
tankes idéer og et aldrig aldrende, hjertensgodt barns følelser. Han
sidder inde med endel kjendsgjerniuger, anskuelser, følelser, og da han
har en fiydende pen, saa lægger han alt dette ned i vers, som ingen
vers er, men som dog viser saamegeu personlig følelse og saamegen
samfølelse med folkesjælen, at de interesserer, ja i Amerika lige til
den dag idag (og det efter ingen ringere dom end Ernersous) kan
gjælde som ophøiet poesi.
Whitman levede endnu i Eden, han kjender intet syndefald. Han
trænger derfor heller ikke dybt ned. Han kjender ikke taarerne, som
ligger paa bunden af alle ting, og i hvis slqønhed seiv naturen maa
være badet for at være skjøn. Men han elskede solen, den friske
luft og blomsterne; han elskede menneskeslegten, men uden ethvert
-spor af sentimentalitet. Han elskede det lyse, frie blik, det kraftige
238
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
