Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Optegnelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og alle undrer de sig over Markussen, der er blevet „saa seig
at bie paa“, og de lader sine huse staa, som de vil, for det nytter
dog ikke no’et med de haandværkere. Men giver bare ærgrelse at
have dem gaaende.
Og disse folk holder ikke af ærgrelser og sætter sig nødig i
bevægelse. De dømmer denne jord for hvad den er, og de kalder
alle, som æder deres boders brød, for skuffens bedrøvere. Men
forleden aar, da et af „de unge mennesker“ virkelig stak af med
kjøbmand Mikkelsens kas.se, var der ingen, som sendte efter ham
saa meget som et brevkort;
— Det vidste de jo, at de ravne stjal, sagde de ved punschene:
Vi har jo vidst det længe, sagde de — mens manden løb.
Saadan er de godtfolk, og de blir trinde og tykke i en fred
sommelig ro. Luften maa nære. For her blir fedme paa baade
dyr og mennesker. Fruerne blir kugler, og døtrene ser ud til at
komme til at ligne mødrene — med tiden.
Folks humør er jevnt, sent blir de graahaarede; de holder sig
længe, og de danser til den dag, de lægger sig tilsengs for at dø.
Her er gammelmandsballer saa lang som Vorherre giver vinteren,
og gjestgiverens gulv gynger under parrenes vegt.
Der er ingen, som længes ud. Verden derude vilde kun for
virre dem.
Reiser en og anden afsted „over vandet“ — de kalder det
saadan, naar de skal til hovedstaden — saa er det, naar han kom
mer hjem igjen, som sætter han sig bare bredere og gladere i sit
hjørne i gjestgiverens sofa, og han siger til sin nabo, der spørger
om nyt:
— Ja, ja, det er godt nok, og det er svært saa den by (det
vil sige Kjøbenhavn) vokser . . . ’en ved ikke, hvor de mennesker
kommer fra .... Men ’en kommer dog saadan ud af folderne.
Og han bestiller igjen sin thepunsch siddende paa sin gamle
plads. Han er i folderne igjen — sammen med alle de andre.
Men den fremmede, som vandrer her stille aftener mellem ha
verne, hvor ribs og tjørn vokser uden at beskjæres, og husene, hvis
tagskjæg han kunde naa med den oprakte haand, han spørger sig
seiv, om vel ogsaa her lides, om ogsaa her længsler fylder, stiger
og dødes, skjæbner kæntrer, hjerter saares — —
Det skulde ikke synes. Og alligevel maa det saa være.
For der er intetsteds, hvor folk er saa svære til at hænge sig,
som netop i denne by. De klynger sig op — saa i et karlekam-
250
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
