Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ola Hansson: Finlands digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til en provisorisk ordning af hans roclede affærer og til en under
ordne! plads i jernbaneforvaltningen. Blandt vennerne var ogsaa
hans forhenværende forlovede, som er slaaet ind paa den for kvinder
i Norden ikke længer usedvanlige vei og indehaver en god kontor
plads, — nden at han dog seiv aner noget om denne ydmygende
hjælp. Hans skjæhnes traade slynger sig altid mere og mere i hln
anden til en voldsom katastrofe; han erfarer, at hans forsmaaede
ungdomsbrud har ndbetalt penge for ham, han bryder den nye
forbindelse, som allerede var begyndt at danne sig af resterne af
deres gamle barne- og nngdomskjærlighed og forgriber sig i den
første ophidselse paa jernbanens kasse for ikke som mand at staa
i en ydmygende gjæld til en kvinde. Derpaa opløser alt sig i en
langsomt, sagte hendøende akkord: han tager sin gamle moder og
sin søster til sig paa den lille jernbanestation, som hvis forvalter
han er udnævnt. Med denne udsigt over et ensformigt og resig
nere! liv, langt borte fra verden, med en moder, som snart skal
dø, — sluttes bogen. Det er en vinterdag henimod nytaar, bygden
er hvid af sne, vinterhimlen funkler af stjerner. Moder og søster
sidder i stationsinspektørens lille stue og taler om den fraværende.
Benjamin kommer ind fra kontoret med et brev i haanden; han
lægger det stille hen, gaar en gang gjennem værelset og bliver
staaende foran pianofortet. Moderen tager brevet og læser det
igjen. Hun har for en stund siden givet det til Benjamin, som
var gaaet ind paa sit kontor med det. I brevet staar, at Sigrid
Walberg i Grörbersdörf er død. Benjamin er langsomt gledet ned
paa pianokrakken, har slaaet op laaget og gjør nogle greb, lang
soint, dybt nede i bassen. De to kvinder ser overraskede op; Benjamin
havde ikke rørt klaveret, siden ulykken var kommen over ham. Bestandig
fyldigere og kraftigere kommer akkorderne; de stiger høiere og
høiere, en melodi arbeider sig nd af det vanskelige akkompagne
ment, — tungsindig og haabløs. Timerne gaar, men Ben spiller,
spiller hele sit forløbne liv, medens moder og søster sidder tause
og hører og ikke vover at forstyrre ham, skjønt aftensmaden allerede
staar paa bordet. Da han endelig reiser sig, gaar han hen til
vinduet og ser ud paa maaneskinnet og rimfrosten. Men han ser
intet. Tonerne har smeltet saa meget op i ham, at han er ganske
overfyldt derinde. Han farer med lommetørklædet över ansigtet,
og saa kan han se en flimrende diamant langt borte paa et elletræ
paa den islagte sø. Bag træet, i det vide, vide fjerne skyder et
stjerneskud ned gjennem den frostklare luft og efterlader et øieblik
ligesom en røg —
265
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
