Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Laura Marholm: Gottfried Keller - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dringer til kvinden; de er Kellers kundskab om kvinden, ligetil og
grov, saaledes som det morede ham paa ubeskjæftigede eftermiddager,
naar han kom fra vinen eller før han gik til vinen, at skrive det
ned til sin egen opmuntring.
Det er den personificerede og tillige suhlimerede schweiziske
menneskeforstand, som med og i ham sætter sig til skrivebordet
og mildt erotisk bevæget, med muntre snirkler her og der, hen
kaster en tegning af de smaa kvinder, som han havde omgaaes,
eller med hvem han havde havt speciel moro af at omgaaes.
Uforudseet kom de over ham, og han lod dem tumle sig, som
de vikle, og lod dem nedskrive sig, som de kunde, den betænkte
forlibte schweiziske „Landvogt von Greifensee“, men ganske sagte
og slugt holder han dem i fletten, at de ikke skal kaste ham
blaar i øinene; og begynder de med noget saadant, saa rykker
han dem i fletten og lader dem merke, at han passer paa.
Gottfried Keller var en skikkelig mand, som gav enhver ting,
hvad den tilkom — ogsaa kvinderne.’
Men fremfor alt var han en hel mand — hvad der i litteraturen
slet ikke er nogen hyppig företeelse — derfor havde han øie for
hele kvinder.
Jeg vikle her gjerne gjøre en skammelig bekjendelse og ind
skyde følgende bemerkning: efter min uværdige opfatning er han i
den store tyske digterskare — med undtagelse af Göthe, der
endnu repræsenterer det attende aarhundredes naturlighed og grace,
den galliske aand i sin opfatning af kvinden — den første, den
sidste og den eneste, der ganske og tilbunds og uden afvigelser
forstod sig paa kvinden.
Kellers kvinde er intet andet end natur, usminket, uforfalsket
natur — ikke hele naturen, men heller intet i naturen indløiet.
For at finde denne kvinde, gik han i en stor bue om byerne hen
til de grænseveie, hvor land og by flyder i hinanden. Der traf
han undertiden kvindelige væsener, som havde naturligt anlæg til
at leve uden at have tillæst sig noget. For ham var kriteriet paa
en dygtig kvinde det, at hun vidste at finde sin mand. Paa saa
danne mere eller mindre forfuskede væsener, som ikke kunde det,
spildte han ikke sin tid. Han gik som en mand, der ikke lader
sig noget foreskrive, lige løs paa sagen, og den sag, som det efter
hans menneskekundskab for enhver kvinde gjaldt om, det var: at
finde og vinde den mand, til hvem hun passede. Det gjorde Kellers
kvinder flittig og paa mangeslags vis ganske uhevidst, eller hvad
der er det samme, hvis man heller vil — ud af sin sedelige be-
295
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
