Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Bølsche: Darwinismens forlorne søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
spiritismen i og for sig en fin-de-siécle-doktrin og derfor det i begyndelsen
al artikkelen allerede herved berettiget? Nei, det kan man vel ikke
sige. Spiritismen har tilhængere i mængdevis netop blandt vore egteste
fin-de-siécle-skikkelser. Men kjernen i dens lære er ældgammel, evig,
saalangt vi overhovedet kan følge menneskelig kulturudvikling. Den
er ældre end den mekaniske forklaring af verdensforeteelserne. Det
halve, syge, vaklende i fin-de-siécle-væsenet, behøver slet ikke at
hefte ved spiritismen. Den er intet andet end vilkaarlighedens konse
kvente filosofi. Naar jeg tror paa aander, som kan gribe ind i den
mekaniske verden, saa erklærer jeg dermed bent ud, at den rent
kausale o : indenfor den synlige verdensmekanisme blivende sammen
hæng mellem tingene kun kan være en mulighed, ligeoverfor hvilken
muligheden af en mystisk uberegnelig indflydelse staar som lige sand
synlig. Hvis jeg f. eks. som historiker skal undersøge, hvis kugle det
var, som fældede Gustav Adolph i tummelen ved Liitzen eller hvem
der var Kaspar Hausers fader, saa tør jeg som spiritist kun som be
tinget hypothese gaa*’ ud fra, at det virkelig var et menneske, der
afsendte den dræbende kugle i slaget, eller at det var en menneskelig
fader, som avlede Kaspar Hauser, — et mystisk indgreb er, saalænge
kjendsgjerningen ikke er fastslaaet, fuldstændig ligesaa sandsynlig. I
denne konsekvens er spiritismen en verdensanskuelse, der efter min
individuelle overbevisning er forkjert, men som ikke behøver at være
ulogisk.
Hvad der først gir Wallace’s spiritisme dens halve, vaklender
dens fn-de-siécle-ansigt, er meget mere netop hans stilling til darwin
ismen. Wallace vil redde selektionstheorien, denne den solideste støtte
for en mekanisk biologi — hvad methoden angaar,—ja han gaar meget
udover dens methodologiske værd og opfatter den ligetil som den
absolute forklaring for en ikke-menneskelig, organisk udvikling, som
strikt sandhed. Han dadler Darwin paa grund af hans stigende skepsis
om den naturlige selektions almengyldighed paa dette omraade, han
laver sig istand en konsekvent darwinisme, der repræsenterer urprincipet
ligeoverfor Darwins kjætterier. Og dog vil han spinde den spiritistiske
vilkaarlighedsdoktrin ind fra det øieblik, mennesket kommer med i
spillet. Pattedyrformen Homo’s intelligens skal udenfor selektionen
endnu have modtaget indflydelser fra visse, „høiere“ usynlige intelli
genser, hvem den skylder det bedste af sin kultur. Saaledes staar
Wallace med det ene ben paa én basis og det andet paa en anden.
Han er inkonsekvent til begge sider og gjør begge verdensanskuelser
inkonsekvente, idet han blander dem med hinanden og fordærver dem
begge.
Men det er for mig det typiske ved fiJi-de-siécle-væ.senet.
Det er den samme manér, som i theologien gjerne vil beholde
baade den historiske og den gnddommelige Christus, som i politiken
holderpaa en patriotisk kosmopolitisme, i nationalekonomien en aristokratisk
socialisme, og som paa det kunstneriske omraade paa en gang
skjælder over og stræber efter realisme. Halvhed, her som der, —
pyntet op i skjønne ord og sunget ud i tusen toner — og dog bankerot,
haabløs bankerot. Der gives verdenshistorisk vanvid en masse.
310
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
