Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Bølsche: Darwinismens forlorne søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ogsaa videnskabens vei er brolagt dermed. Men til alle tider har
selv det haandgribeligste vanvid kun forstaaet at seire ved én magt:
ved konsekvensens mod. Og det staar i saadanne øieblikke virkelig
høiere end et fin-de-siécle-væsen, som var sandheden nær, men ikke
havde mod til at udtale den.
Trangen til sammenfattende verker om darwinismen er for øie
blikket ikke for stor. Sterkere end nogensinde er detaljforskningen
paa mode. En hel kreds af yngre forskere vover paa en vistnok
ofte ganske komisk maade neppe at tage ordet „ darwinisme “ i
munden af angst for dermed at gjøre en indrømmelse, der kunde skade
den fordomsfrie dom ligeoverfor kjendsgjerningerne. Men selv hvor
en noget mere modnet selvtillid drister sig til sorgfri at fare imellem
de vaklende theoriers Scylla og Charyhdis, er følelsen af, hvor meget
der endnu er at gjøre dog ialmindelighed større end ønsket om at
samle det allerede givne. Det koncist affattede omrids af den samlede
darwinistiske lære, som Neumayers mesterhaand har gjort udkast til
i det desværre ufuldendte verk orn „dyrerigets stammer“, opløser sig
paa de mest afgjørende steder i saa mange ærlige spørgsmaalstegn,
at man kun altfor godt forstaar hin stemning. Wallace har alligevel
i sin nye bog The Darwinism fundet mod til et nyt forsøg. Man
føler, at det for ham personlig gjaldt afslutningen af et livsarbeide,
en epilog, som paa den fineste og beskedneste maade skulde fastslaa
hans egen andel i arbeidet. Thi det er ingen tvivl om, at hvad der
her optræder som „ darwinisme“, ja tildels bent ud som apotheose af
Darwin, i virkeligheden er den egte wallaciske udgave af læren.
Wallace nævnes ikke som medbegrunder af selektionstheorien, men
han former den i hele bogen saaledes udaf sig seiv, at man føler den
orginale tænker. I fortalen tager hau den „rene“ darwinisme ud
trykkelig i forsvar imod Darwins egen senere kritik, der ifølge Wallace
har givet efter for „indvendinger“, „hvis usundhed og betydnings
løshed jeg gjerne vilde paavise ll . Men i denne betydning er „darwin
ismen“ noget fra Darwins person ganske løsrevet, et idealt begreb,
under hvilket de mest forskjellige partier kan indrette sig i alskens
hygge, hvert efter sit behov.
Fjorten af bogens femten kapitler er solid, videnskabeligt arbeide,
i det femtende strander skibet, i ordets egentlige forstand
strander i havnen! Og dog er netop strandingen det for de fleste,
for yerdensanskuelsesspørgsmaalet vigtigste. Resten er for størstedelen
kun fagdisknssion. Endnu i det fjortende afsnit, ved mønstringen af
de forskjellige fundamentaltheorier om de sidste aarsager til foranderlig
heden og om arvelighedsspørgsmaalet aner man ikke sammenstyrtningen.
Kapitlet har store huller, men det er dog kun en meget betinget be
breidelse. Til slut blir, hvad der paa grund af Wallaces hyper
darwinistiske opfatning af den naturlige selektions almagt ikke vil over
raske fagmanden, Weismanns theori om erhvervede egenskabers ikke
arvelighed feiret som det værdifuldeste nyere bidrag. Det femtende
kapitel med sin harmløse överskrift „Darwinismens anvendelse paa
mennesket11 skulde nu venteligvis bare sætte den logiske slutsten paa
hele bygningen, at her skulde kunne indtræde en forvandling, er
311
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
