Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes (med portræt) : Goethe og Charlotte von Stein - V - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VI.
•om Goethe. Hendes Navn forekommer ide følgende Aar aldrig i
hans Breve, men hans des hyppigere i hendes og altid med de mest
nedsættende Tilføjelser. Hun behandler ham som en dybt sunken
Person, en halvt latterlig Figur. Han er for hende nu kun den
tykke Geheimeraad med Dobbelthagen, der har sin Kammerjomfru
til Maitresse. Hun slutter sig her ganske til Weimars fine Selskab,
for hvem han nu var den udbrændte Vulkan, den slukkede Stjerne.
Men hun er lidenskabeligere i sine Udbrud. Atter og atter for
færdes hun over hvor tyk han bliver, hvor kjødeligt hans Udvortes
er, hvor lavt hans Frembringelser i moralsk Henseende staa. Hun
sympathiserer endog med hans Avindsmand Kotzebues Angreb paa
ham. Og naar de selskabeligt traf sammen, generede hun sig ingen
lunde for at sige ham de mest saarende Ting lige op i hans Ansigt.
Ligegyldighed, Foragt, Medlidenbed er de Følelser, hun for
Omverdenen bærer til Skue med Hensyn til ham. Til Sønnen hed
der det: ,,Skriv kun til Goethe; man har jo flere Breve fra de
Levende til de Døde, 44 eller „Om vor fordums Yen har jeg igien
hørt noget Slet; naar jeg blot kunde viske ham ud af min Erin
dring!44 Altid omtaler hun sig, som var hun bleven „bedragen af
en Yen44 . Da Christiane sidst i November 1793 har født ham en
Datter (der iøvrigt straks døde), skriver hun: „Han har en for
ferdelig Glæde derover; han er venlig som en Ørentvist og laver
franske Ordspil.“ Om hans Romerske Elegier hedder det: „For
den Art Poesi har jeg nu én Gang ingen Sans“; om Elegien
„Hermann og Dorothea44 „Ret kjøn, kun Skade at ved Hustruen,
der koger ved den renlige Arne, stadigt Jomfru Yulpius fordærver
Illusionen. 44 Da „Wilhelm Meister44 föreligger afsluttet, skriver hun
om Værket til sin Søn: „Der er undertiden smukke Tanker deri,
især om politiske Livsforhold, og Bogen begynder med en Fø
lelse, jeg ikke længer tiltroede Goethe som fuldstændigt Barn
af denne Jord. Den stammer vel ogsaa fra gamle Tider.
Iøvrigt bære alle Kvinderne deri sig uanstændigt ad, og hvor han
nu og da har erfaret noget om ædle Følelser i Menneskenaturen,
der har han klæbet dem alle til med lidt Skarn, for blot ikke at
indrømme den menneskelige Natur noget Himmelsk. Det er altid,
som om Djævlen viste En til Rette, at man ikke skal tage fejl af
hans Følelser og holde dem for noget bedre end de var. 44
Alt dette er ret stygt og ufint; det overgaar imidlertid ikke
hvad man normalt kunde vente af en ikke for Alvor betydelig og i
sin Selvfølelse dødeligt krænket Kvinde.
332
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
