Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes (med portræt) : Goethe og Charlotte von Stein - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men rent ud forfærdende for Den, der har bevaret en Smule
Tro til Menneskene og endnu kan forbauses over en Dumhed eller
Lavhed hos en Kvinde, der vil hævne, at hun ikke mere bliver
elsket, er det Forsøg paa digterisk Fremstilling af Goethes Per
sonlighed, hvortil hun nu hengiver sig. Hun skriver sit Sørgespil
„Dido“. Deri skildrer hun sig seiv som Elissa, Goethe som Poeten
Ogon, og man skal søge om de Laster og Gemenheder, som
hun ikke har tillagt denne syndige Jammerskikkelse, i hvis Mund
Goethe’s Taleformer og enkelte af hans til hende virkeligt brugte
Repliker er lagte.
Han er for det Første den dummeste Pralhans. ‘Naturen, siger
han, har kun i enkelte Væsener kunnet virkeliggjøre sit Ideal;
til dem hører han og hans Lige. „De Øvrige er Kryb, som ube
mærket trædes ned“.
Han er fremdeles den plumpeste Cyniker. Han tilstaar, at
han tidligere for fuldt Alvor har tilstræbt Dyd og Renhed; han
attraaede at høre til de Udkaarne. Men det hekom ham ikke.
Og med sin Yndlingsspot over Goethes i Virkeligheden vel noget
førladne, men ingenlunde massive Skikkelse lader Forfatterinden
ham fortsætte: „Jeg blev saa mager deraf. Men se nu paa mit
Kjæbeparti, min velrundede Mave, mine Lægge. Jeg vil frimodig
betro dig en Hemmelighed: Ophøjede Følelser komme af en daarlig
Fordøjelse.“
Han er forfængelig indtil Naragtighed: ,,Jeg tilstaar, at jeg
gjerne hører mig rose; ligemeget om Rosen stammer fra Godhed,.
Smigrelyst eller Dumhed; jeg ser ikke gjerne bag Forhænget.“
Han er troløs af Princip. „Løfter give vi os seiv, og kunne
ogsaa seiv løse os fra dem.“
Han er Hykler. Han regner sig det til Dyd, der er ham
hekvemmest.
Elissa, der ærer Digtekunsten og Digterne og som engang
byggede Ogon et Alter, har nu indset Afstanden mellem Talentet
og Mennesket. Hun siger til ham: „Engang tog jeg feil af dig,
men nu ser jeg altfor godt trods dit Haars smukke Erisure og dine
kjønne Sko Bukkehornene, Hovene og det øvrige Satyr-Tilbehør
hos dig, og for den Art Væsener er intet Løfte helligt.“
Han svarer med Ordlyden af Goethes Brev fra Iste Juni 1789:
„Disse falske Forestillinger komme af en vis usund Brik, som jeg
altid har fraraadet dig. Drik du blot den rette spirituøse Jordsaft,
og du vil snart lære at forlige dig med det smukke Billede, du gjør
dig af mig.“
333
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
