Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Laura Marholm (med portræt): Gottfried Kellers kvindeskikkelser - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ganske sublimeres, og den sjælelige hengivelse seiv ganske er vibre
rende sanselighed. Af en saadan disposition med dens store for
dringer og store skuffelser kan fremgaa de bitreste kvindehadere
f. eks. Strindberg og kanske ogsaa — Nietzsche, og de store erotikere
som f. eks. den fordrukne schlesiske digter Christian Gllnther.
Denne disposition er sjelden eller træder ialfald sjelden ud i dagens
lys hos tyske mænd (meget hyppigere hos franskmænd), og hos
Gottfried Keller var den sandsynligvis ogsaa kun latent tilstede.
Men tilstede var den. Det ser man i Der grune Heinrich’s ung
domshistorie, paa denne eiendommelige blanding af tiltrækning til
kvinden, af trang til at være i kvindelig nærhed, at indaande
kvindelig atmosfære, — og af mistro mod den enkelte kvinde, som
nærmer sig heftig, af nølen med at overgive sig til hende, som med
Judith. Det er frygten for at give sin rigdom til en tørjordbund,
som intet giver igjen, den instruktive forudfølelse af, at man maa
vokse sammen der, hvor man giver og tager, en anelse om at være en
af den store kjærligheds kaldede, et sensitivt strengespil med ømme
og følsomme nerver, som paa engang vækker og tilbageholder tran
gen. Keller har i anden udgave af ,.Der Grune Heinrich“ som
aldrende mand henskrevet slutningen af sit forhold til Judith —
sin individuelle form for, hvorledes man giver og modtager kjær
lighed. Denne disposition, der sandsynligvis aldrig, blev levet helt
ud, gjorde ham netop derfor til en kvindeforstaaer og til en, som
trængte kvinder, — uden lige. Denne trang gjorde kvinden til
hans fantasis indbygger, der af sig seiv lod sig skrive hen, naar
han digtede. Denne disposition gav hans jegfortælling „Der Grune
Heinrich“ en speciel eiendommelighed, den gav ham denne ufor
lignelige diagnose af kvinden, som ved den rent intuitive sikkerhed
i forstaaelsen af den uendelig variable og nuancerede fysiologiske
undergrund vilde have gjort ham til en førsterangs kvindelæge, hvis
han ikke havde været for meget digter og æsthethiker.
Denne disposition var det ogsaa, som gav ham de fine føle
horn og de grove ord for alle misdannelser hos kvinden, og som længe
før andre merkede noget lod ham erkjende alslags hermafroditisme
og abnormiteter. Kom han bag noget saadant, i spire eller i blomst,
da kjendte Kellers vrede ingen grænser, og han havde gjerne pisket
det giftige utøi fra grænse til grænse, havde det paa nogen maade
været at bringe i overensstemmelse med vore moderne tilstande.
Men et lod han sig ikke fratage: han blev i al uskyldighed
den advarende profet mod alle den dæmrende kvindeemancipations
345
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
