Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ola Hansson (med portræt): Causerier i mystik - I. Moderne spøgelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
jeg, hun med sin bog, og jeg med mine mangebaande meditationer,
Alt imedens arbeidede noget inde i mig; det er dybt, dybt nede,
og jeg bar i begyndelsen saa godt som ingen fornemmelse deraf;
det stiger op; og synker tilbage igjen; lidt efter lidt fikseres pro
cesserne til en almen, men distink følelse af ubehag; jeg lægger
ikke nogen videre vegt paa det, men følelsen af ubehag kommer
igjen, skjærpes, breder sig ud i mig. Det blir til en uro i bele
mit væsen, jeg begynder instinktmæssig at reagere med alle mine
sandser; jeg ved ikke bvorledes det kommer, men udenfor mig, i
nærbeden af mig, et eller andet steds i værelset maa der være
noget, som drager mine sandser til sig mer og mer bevidst. Uroen,
væmmelsen tiltager; det er, som om noget vikle forme sig til syn,
dages til tanke, — pludselig vaagner jeg op til bevidstbed om, at
mine øine alt en lang stund har bvilet paa et og samme punkt.
Paa bordet mellem os staar en skaal med blomster. Det er i den
allertidligste vaar, og jeg havde en morgen bragt bjem med fra
skoven de første markblomster, den bladløse Tussilago. Efter at
de var komne ind fra det barske klima med storm og kulde, ind
i et opvarmet værelse, bavde stilkene strakt paa sig unaturlig, var
blevne lange, smale, dinglede, med lange, smale, kjødagtige skjæl.
Med et faldt der som et lys ned i mig, medens jeg sad og saa paa
disse unaturlig forlængede stilker, som ikke længer var markblom
sten Tussilago, egentlig slet ikke nogen plante, snarere en mellem
ting mellem plante og dyr, nærmest en vis væmmelig slags lange
slimede mark; jeg indbildte mig at se, at de bevægede sig.
„Se paa de blomsterne der, tag dem bort; jeg blir ganske
kvalm af at sidde og se paa dem.“
„Det er da underligt, jeg bar akkurat samme fornemmelse.“
„Merkværdig, jeg bar i et par dage gaaet og bavt saadan
ubestemt følelse af ubehag, uden at jeg bar vidst, bvorfra den kom.
Nu ved jeg det, det har været blomsterne.“
Der findes som sagt mange saadanne underlige historier at
fortælle netop nu, i aarhimdredets skumring. Der behøves bare en
følsom natur for at opleve dem, og et godt øre for at børe dem;
tbi disse moderne spøgelser gaar som alle egte og gode spøgelser
med meget lette og tyste fjed. Forstanden alene vil aldrig kunne
fornemme dem; en moderne materialist vil trække paa skuldrene
ad dem, som ad anden gammel overtro, men man kan jo lade være
at fortælle sine nye’ spøgelseshistorier for forstandsmenneskene og
de materialistiske autoriteter; der findes et andet og bedre publi-
„Det samme med mig!“
360
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
